I arbejdet med unge med spiseforstyrrelser ser jeg dette: Forældrene ved langt mere end de tør tro på. Men presset, angsten og de mange råd udefra gør det næsten umuligt at mærke, hvad der faktisk virker. Og det er klart – man har jo ikke lært hvordan man håndterer lige præcis dette, og man har ikke ‘tid’ fordi man ser vægten gå ned og fortvivlelsen vokse.

Derfor er en af de vigtigste ting i starten ikke at løse alt. Det er at kunne stå stille i stormen. Ikke vente til man tror der kommer nogen, der løser det – det kan nemlig ikke løses, før det forstås – og det gælder både den ramte og forældrene.

At være i ro, når alt andet larmer

Dit barn har brug for, at du kan holde fast i roen, selv når du selv ryster indvendigt. Når du kan være rummelig og anerkendende nok til at høre, hvad der foregår under overfladen, selv når ordene kommer ud som konflikter, sammenbrud eller afvisninger.

I min proces har jeg oplevet de øjeblikke, hvor den unge opdager:
Det er faktisk trygt at sige det højt.
Selv det jeg ikke selv forstår. Selv det der skræmmer mig. Der er en der lytter uden at panikke.

Når den unge mærker at du ikke panikker, ikke presser, ikke jager løsninger for hurtigt, men tør møde dem hvor de er, falder deres system lidt til ro. Og først dér bliver forandring mulig.

At stole på mavefornemmelsen

Forældre føler sig ofte i tvivl. Men når jeg spørger ind, ved de som regel præcis hvad deres barn har brug for lige nu. Det er bare svært at gå med den intuition når omgivelserne råber modstridende ting. Det der oftest sker er at man står med opgaven hjemme og venter på hjælpen. I denne periode står man meget alene og vakler mellem at give sit barn lov til at springe måltider over eller være konsekvent og hård i sine krav om at der skal spises. Det er ofte sådan en usikker balanceren fordi man prøver at lære og forstå. Og det kan den unge mærke, og når den unge også prøver at forstå hvad der sker, er der ikke rigtig nogen der kan facilitere processen.

Når man så kommer ind til psyk forventer man den kompetente hjælp. Den kommer groft sagt i form af en kostplan med voldsomme øgninger i kalorier. Og lige hér er vi som forældre prisgivet, da vi jo ikke selv har fundet modellen hjemme, men nu stoler på at psyks metode er den rigtige.

Man går hjem og skal nu presse sit barn endnu mere, med krav der er endnu større end dem man måske selv havde inden, samtidig med at man har en følelse af at skulle leve op til disse krav. Det slider, for man skal kæmpe hårdere med sit barn og samtidig kæmpe for at leve op til kravene.

Lige her mangler der alternativ rådgivning, så der bliver lavet en løsning alle kan være i.

Du må gerne lytte til dig selv. Du må gerne vælge den tilgang, der passer til jeres barn og jeres familie. Du må gerne sætte farten ned, selvom andre mener det skal gå hurtigere.

Bliv dit barns fortrolige fremfor fjenden. Vær the good cop og lad psyk være the bad cop – det mener jeg faktisk er en ok strategi, fordi de vil være den ekstreme pol, så I sammen med jeres barn kan sige: ‘ok, hvis det her er for voldsomt – hvad kan vi så aftale vi arbejder på herhjemme?’
Så har man den unge med og man samarbejder, fremfor at sige ‘du hørte selv hvad de sagde på psyk – du skal øge 300 kalorier hver tredie dag, kom så’. Vi snyder ikke nogen, men udnytter den ekstreme metode til at lave en mere bæredygtig.

Min tese er at den ekstreme metode psyk anvender måske virker på de der bliver så bange at de klapper hælene sammen og går i krig, men at risikoen for et kollaps er meget høj, eller en langvarig kamp mellem barn, psyk og forældre starter (vores historie).

Hvad hvis en metode med små overkommelige skridt i kost, sideløbende med tryghedsskabelse og forståelse af barnet, kan skabe fremskridt, og på relativ ‘kort’ tid overhale den ekstreme metodes svingninger mellem overpres, spisestop, et skridt frem og to tilbage i årevis.

Aftaler der ikke ender i slagsmål

Det gør en stor forskel når aftaler er realistiske nok til at kunne gennemføres uden daglige kampe. Små skridt som barnet selv kan se sig i. Aftaler hvor alle kender rammerne, men ingen mister værdighed. Bare en helt simpel ting som at ‘forecaste’ hvad der skal ske og hvordan det vil være.
Når man har spist mindre og mindre over lang tid vil alt man spiser føles stort og give den følelse af ubehag den spiseforstyrrede typisk prøver at undgå. Derfor skal de vide ‘det bliver ubehageligt, men ikke for evigt – når kroppen lige så stille vænner sig slipper det fysiske ubehag… og samtidig skal vi finde ud af hvad du gerne vil, når du får mere energi og overskud’.

Hvem af os voksne ville uden problemer sige ok til noget vi er bange for og utrygge ved? Vi vil altid først lige ha’ en forklaring, sikre os at processen er tryg, at vi er i gode hænder osv. osv. Dét synes jeg mangler totalt i tilgangen til en spiseforstyrrelse og som er noget jeg kan se gør en kæmpe forskel for den unge.

Når samarbejdet først er der, og relationen føles tryg, kan vi arbejde med spisningen. Ikke gennem pres, men gennem forståelse. Ikke gennem kamp, men gennem nysgerrighed. Når den unge tør sige alt det som før var pakket væk, kan vi sammen finde vej fremad.

Vejen gennem stormen

Forandring starter ikke med madplaner, grænsesætning eller kontrol. Den starter med, at den unge mærker at du er her. At du kan stå i det uforståelige uden at flygte fra det. At der ikke er noget inden i dem, du ikke kan rumme.

Når det fundament er lagt, kan vi begynde at arbejde fremad. Et skridt. Så endnu et. Og pludselig ser vi, at stormen ikke længere har samme kraft.

Hvis du vil arbejde med præcis denne tilgang i jeres familie, er du velkommen til at skrive til mig på kristian@fitfat.dk eller følge med på instagram @livsforstyrret.dk.

Indlægget At stå stille i stormen når dit barn har en spiseforstyrrelse blev først udgivet på livsforstyrret.dk.

Da vi selv stod midt i en spiseforstyrrelse som familie, gjorde vi det, de fleste forældre gør. Handler i afmagt, prøver på alle mulige måder at forklare, eller trygle og be’, græde eller råbe.

Kostplan. Struktur. Konsekvens.
En forventning om, at hvis man bare er tydelig nok, vedholdende nok og kærlig nok på samme tid, så må det vende.

Spoiler:
Det gjorde det ikke.

Tværtimod.

Når gode intentioner giver dårlige resultater

Det var ikke fordi vores datter ikke vidste, hvad hun skulle gøre.
Hun vidste det udmærket.
Hun ville det faktisk også… i starten…

Men presset gjorde, at hun nærmest mislykkedes på forhånd.

Da vi efter måneders ventetid kom ind på psyk, var hjælpen ‘det er vigtigt hun får noget at spise’. Så fik vi en kostplan, der startede voldsomt ift. hvor hun var i kalorier, og så skulle den øges voldsomt og hurtigt, godt nok fysisk forsvarligt ift. hvad kroppen kan klare, men mentalt???Kostplanen var urealistisk i forhold til det sted hun var – både fysisk og mentalt. Når hun igen og igen ikke lykkedes, voksede følelsen af skam og skyld. Og som så ofte sker, lærte spiseforstyrrelsen at kompensere i det skjulte: flere gåture, mere træning, mere kontrol – bare uden at vi kunne se det.

Set udefra lignede det modstand.
Set indefra var det desperation.

Og det endte, som det desværre gør for mange: med indlæggelser, traumer og et endnu mere fastlåst forhold til både mad og krop. Det vi ikke forstår som udeforstående er den smerte, de følelser og tanker der spænder ben.

’Men man skal jo bare spise?’

Det er her, mange – også i systemet – bliver utålmodige.
Og jeg forstår det godt. Jeg tror måske man kan forstå lidt mere hvis man ser på egne uhensigtsmæssige mønstre, hvor der er nogen der kommer og siger ‘det skal du da bare lade være med’ – bum, fixet?

Psykiatrien har et legitimt fokus: fysisk sikkerhed.
Vægt, blodprøver, kontrol og kostplaner giver mening, når kroppen er i fare.

Problemet opstår, når de samme værktøjer bliver brugt som det eneste svar på en kompleks lidelse.

For spiseforstyrrelser handler sjældent om mad.
De handler om følelser, kontrol, frygt, skam – og et nervesystem, der er i konstant alarmberedskab.

Og et menneske i alarmberedskab kan ikke bare ’tage sig sammen’.

Hvorfor pres ofte giver modpres

Når vi presser:

• stiger angsten
• falder evnen til at regulere sig selv
• vokser behovet for kontrol
• og spiseforstyrrelsen bliver stærkere, ikke svagere

Det kan se ud, som om der sker noget hurtigt.
Men det er ofte ydre tilpasning, ikke forandring.

Og ydre tilpasning holder sjældent, når presset forsvinder.

Hvad jeg gør anderledes i dag

I dag arbejder jeg med familier ud fra én klar erfaring – både som far og som rådgiver:

Tryghed er ikke modsætningen til ansvar.
Tryghed er forudsætningen for ansvar.

Det betyder, at jeg prioriterer:

• relation før regulering
• forståelse før krav
• proces før perfektion

Jeg arbejder med at adskille mennesket fra spiseforstyrrelsen.
Med at hjælpe den unge (og forældrene) med at forstå, hvad der egentlig sker indeni – før vi skruer op for mængder og planer.

Vi laver rammer, ja.
Der er retning, ja.
Men vi undgår at gøre måltider til kampplads.

For hvis hver bid bliver et opgør, er det ikke kun kalorier, der ryger – det er tilliden.

’Men er det ikke bare at lade barnet bestemme?’

Det spørgsmål får jeg ofte.
Og nej – det er det ikke.

At lade være med at kontrollere mængder, kommentere hver bid og rette i situationen er ikke at give slip på ansvaret. Det er at tage ansvar på en anden måde.

Ansvar her betyder:

• at skabe ro nok til, at kroppen kan tage imod
• at støtte processen, også når det går langsomt
• at undersøge, når noget ikke lykkes – i stedet for at stramme grebet

Jeg siger:
’Vi holder ikke igen med ansvar – vi holder igen med pres.’

Hvorfor denne tilgang ikke er ’blød’, men velbegrundet

Min måde at arbejde på er umiddelbar meget intuitiv og baseret på egne erfaringer, men researcher jævnligt og grundigt og har heldigvis fundet ud af at der er nyere forskning og teori, der matcher min metode, der ligger tæt op ad:

• traumeinformeret praksis
• tilknytningsbaseret forståelse
• motivationsbaseret forandringsarbejde
• eksternalisering af spiseforstyrrelsen
• recovery-orienteret tænkning

Fælles for dem alle er erkendelsen af, at varig forandring ikke skabes gennem frygt, men gennem tryghed, relation og ejerskab.

Det er ikke hurtigt.
Det er ikke altid pænt.
Men det er langt mere bæredygtigt.

Ingen garantier – men bedre forudsætninger

Jeg kan ikke love nogen, at denne tilgang virker hver gang og for alle…
Det ville jeg heller ikke kunne udelukkende med kontrol og kostplaner.

Jeg kan dog sige dette med ret stor sikkerhed:

Hvis vi reducerer skam, pres og kamp og øger forståelse, regulering og tryghed,
så øger vi chancen for, at den unge bliver i kampen i stedet for at kæmpe imod… eller værre… helt give op!

Og nogle gange er det det vigtigste skridt af alle.

Hvis du står midt i det her som forælder, partner eller fagperson, og har følelsen af konstant at gøre det forkerte, så er du ikke alene. Og nej, det er ikke fordi, du ikke prøver hårdt nok. Måske prøver du bare med værktøjer, der ikke passer til den opgave, du står i.

Del endelig, hvis du kender nogle der har brug for gode rå til ro og retning i det svære. Og har de ikke overskud til at læse, så husk jeg gerne tager en uforpligtende snak. Nogen gange kan selv små råd, små ændringer have kæmpe effekt.

To help people be happy and healthy

Kristian

Indlægget Når pres gør det sværere blev først udgivet på livsforstyrret.dk.

‘Hvordan hjælper vi hende? Og hvad hvis vi ikke kan?’

Jeg ved det, fordi jeg selv har stået der. VI har stået der… som familie.
I den altopslugende blanding af kærlighed, afmagt, håb og desperation. Og det har formet min tilgang. Ikke bare som coach og rådgiver, men som menneske.

For spiseforstyrrelsen bor ikke kun i barnet. Den flytter ind i familien. Jeg vil gerne hjælpe så tidligt som muligt, da vores sundhedssystem ikke fanger det her i tide, men venter til BMI er alt for lavt, til sygdommen er kristisk og dermed også er endnu sværere at vende. Det bliver med kamp, fermfor kærlighed, tålmodighed og forståelse.

Barnet føler sig helt alene, og selvom barnet til sidst begynder at spise og tage på, er den indre kamp og det det handler om IKKE behandlet.

Jeg arbejder aldrig kun med ‘symptomet’. Jeg arbejder med familien som system, nervesystemer, tilknytning og den funktion spiseforstyrrelsen har haft. Den skal forstås for at man kan arbejde med den. Og alt starter med tillid.

‘Du er den eneste, der har forstået mig’

Hvorfor mange familier går i stå

Traditionelle råd lyder ofte sådan her:

• ‘Spis mere mad’
• ‘Stå fast’
• ‘Vis kærlighed og ro’
• ‘Altså når alle andre kan…’

Men når man sidder ved spisebordet, og ens barn ryster, græder, kæmper mod en usynlig fjende så forstår man pludselig:

Det handler ikke kun om mad. Det handler om (mangel på) tryghed. Nervesystem i ubalance. Indre kaos. Kontrol som overlevelsesstrategi. Barnet kæmper ikke kun mod forældrene om maden, det kæmper en voldsom kamp mod nogle uforståeligt store følelse indeni.

Derfor er mit arbejde todelt:

Jeg hjælper den unge med at slippe kontrollen og forstå følelsen.
Jeg hjælper forældrene med at forstå hvad kampen handler om.

Min tilgang — i faser

Fase 1: Stabilisering & forståelse

Mål: Der skal ro på systemet — både i barn og forældre. Det tager tid, men vi er nødt til at tage tingene i den rigtige rækkefølge selvom alt bimler og bamler og vægten går nedad.

Vi arbejder med:

• nerveregulering (før fokus på mad)
• tillid
• afkodning af spiseforstyrrelsens funktion
• forældre som ‘reguleringsanker’ frem for ‘fixer’

Forældrernes fokus her:

• ‘Min ro fører til deres ro’
• Skifte fra slåskampe til guidet lederskab
• Stoppe med at ‘gætte hvad barnet har brug for’ og begynde at afkode

Typisk erkendelse hos barnet:

‘Jeg troede, jeg var alene i det her. Du forstår faktisk min indre kamp.’

Fase 2: Kapitulation af kontrollen

Mål: Spiseforstyrrelsen mister magt, barnet får støtte til at stå i utryghed frem for at flygte fra den.

Vi arbejder med:

• sorg/frygt over at slippe strategien der ‘hjalp’
• tillid til relationen som ny strategi
• at nære kroppen ud fra omsorg, ikke tvang

Forældrernes fokus her:

• At holde kursen
• At se angst som alarm, ikke oprør
• At møde modstand med reguleret autoritet, ikke pres eller panik

Typisk erkendelse hos barnet:

‘Jeg forstår at jeg ikke kan stole på mine følelser lige nu, at jeg skal gå imod, selvom det føles forkert.’

Fase 3: Genopbygning af identitet og selvværd

Mål: At skabe et liv, hvor spiseforstyrrelsen ikke længere er nødvendig. Og at gøre det uden at været tynget af skyld og skam, der er ingen der er skyld i en spiseforstyrrelse.

Vi arbejder med:

• selvværd uafhængigt af præstation/kontrol
• fjernelse af skyld og skam
• følelsesmæssig fleksibilitet
• kropsrelation, ikke kropskamp

Forældrernes fokus:

• At give plads uden at give slip
• At spejle styrker, ikke symptomer
• At hjælpe barnet med at skabe nye positive mestringsstrategier

Typisk erkendelse hos barnet:

‘Jeg vil faktisk være mig — uden spiseforstyrrelsens regler.’

Konkrete fokuspunkter til forældre

At genkende nervemæssige ‘kollaps’ hos barnet (frys, kamp, undgåelse)
At regulere sig selv før de hjælper barnet
At sætte rolige, trygge grænser
At skifte fra ‘stop det!’ → ‘jeg står med dig mens det er svært’
At læse det usagte (angst forklædt som kontrol, vrede som frygt)
At holde håbet — når barnet ikke selv kan

Det her er ikke blød behandling.
Det er dyb, ansvarstagende, systemisk heling.

Håb uden illusioner

Det her arbejde er ikke let.
Men det er muligt.

Unge skal vende hjem til sig selv.
Familier skal genfinde hinanden.
Og jeg ved, fordi jeg har stået der selv, at mørket kan føles altoverskyggende.

Men der er en vej ud.
Ikke gennem tvang. Ikke gennem kontrol.
Men gennem regulering, forståelse, relation, og modet til at stå sammen i det svære.

Vil du have hjælp?

Jeg hjælper familier, hvor spiseforstyrrelsen fylder alt og hvor håbet skal få plads igen.

Skriv til mig: kristian@fitfat.dk
Følg med på instagram for viden, håb og konkrete redskaber: @livsforstyrret.dk

Indlægget Spiseforstyrrelse… hvad ved du om dét? blev først udgivet på livsforstyrret.dk.

Siden jeg sidst udgav, er der sket meget – både personligt og i forhold til podcastens retning. Tidligere handlede det primært om sundhed, træning og livsstil. Det gør det stadig – men nu udvider jeg fokus til også at handle om mistrivsel, særligt hos børn og unge.
Der er tidligere afsnit, som også handler om vores mentale sundhed, men der er en grund til at udvide dette fokus.

Baggrunden er, at jeg og min familie har været igennem et hårdt forløb med en spiseforstyrrelse herhjemme. Det har givet mig en endnu dybere forståelse for, hvor vigtigt det er, at vi møder vores børn og unge (og hinanden) med empati og nysgerrighed – både når det gælder fysisk sundhed, og når det gælder mistrivsel.

I podcasten interviewer jeg Tove Skov, der er psykoterapuet og som vi mødte alt for sent i vores forløb. Vi havde været på venteliste for længe til hjælp i psykiatrien, og da vi så fandt ud af at den hjælp vi skulle ha’ ikke rigtig var til stede, ledte vi desperat efter noget ude i den virkelige verden. Gennem netværk og bekendte landede vi hos Tove der med det samme SÅ vores datter, og så også med det samme at der udover spiseforstyrrelsen også lå en tung depression og angst og trykkede.

Tove hjal ikke kun vores datter med at forstå sig selv og hvad der skete, men var også vores støtte i det her umenneskelige stormvejr. Når vi følte os splittede mellem det pres der var fra psykiatrien, vores datters håbløshed og en omverden, der ikke kunne forstå hvor svært det er… så var Tove der med et svar og en beroligende stemme.

At opdage dén hjælp har gjort noget i mig. Og derfor har jeg valgt at starte coaching og rådgivning af familier, der står med udfordringer såsom mistrivsel eller spiseforstyrrelse. For at lytte og støtte når alt er kaos. Det er SÅ vigtigt at håndtere det bedst muligt, når de spæde tegn viser sig. Ingen er perfekte og vi gør jo oftest hvad vi kan af et godt hjerte.

Vi elsker vores børn, men når afmagten sætter ind og vi rent faktisk ikke ved hvad vi skal gøre, ender det måske i konflikt, fremfor forståelse.

Det er netop dét jeg vil hjælpe med. At familien forstår hinanden, at vi kan skabe et rum med plads til svære følelser og tanker, at vi lytter før vi agerer – at vi passer på hinanden.
Nogen gange skal der ændres i de mønstre der er omkring både barn og familie, det er ikke nok bare at kigge på barnet som problem. Vi skal forstå hvad barnet prøver at fortælle os, og oftest ved barnet det ikke selv.

Jeg håber du vil følge med i mit projekt og kender du nogen der står med udfordringer derhjemme, så tager jeg altid gerne en uforpligtende samtale, for at se om der er et match mellem hvad jeg kan tilbyde og de udfordringer en person eller familie står med.
Jeg har et stort og stærkt netværk af personer omkring mig, der også arbejder professionelt med både mental og fysisk sundhed, så jeg vil altid henvise videre, hvis opgaven er udenfor mine kompetencer… så… jeg tænker ikke det er et dumt sted at starte.

Go’ fornøjelse med podcasten, og tøv ikke med at give mig feedback på det hele, så jeg kan optimere og blive bedre.

Indlægget Spiseforstyrrelse – nyt podcastafsnit ude blev først udgivet på livsforstyrret.dk.