Livsstilsændringer – hvor starter man?

Hvad går og nager dig, er der noget du gerne vil ændre, men ved ikke hvordan? Hvad er dine mål personligt, arbejdsmæssigt, i dit ægteskab eller forhold, med dine børn, eller med dine kolleger?
Tit og ofte bilder vi os selv ind at løsningen på alt ligger lige om hjørnet. Hvis bare jeg tabte mig et par kilo, hvis bare vi flyttede, hvis bare vi fik mere i løn… eller… når børnene bliver mere selvkørende, når jeg ikke har så travlt på arbejde mere osv. osv.
Hvor er du i dit liv nu, og hvor er det bedst at optimere?

Livshjulet giver overblik over hvor du skal sætte ind

Du kan lave en simpel øvelse med dig selv for at se hvor du skal gøre noget. Tegn en cirkel og del den op i 8 skiver:
Personlig udvikling
Familie, venner og relationer
Dit hjem
Karriere
Økonomi
Fritid/socialt liv
Kost
Fysisk helbred
(Du kan selv tilføje eller ændre kategorier for at det matcher din person bedre).

Giv en score på hvert punkt mellem 0 – 10 og se hvor der er ubalance. Det hænger sammen det hele. Man har alt for travlt på arbejde, giver sig ikke tid til at spise ordentligt og rigtigt, bliver sur, det går ud over relationer, og man får ikke gjort det man skal hjemme for at alt fungerer.
Når du kan se hvor du hænger lidt i bremsen, kan du bedre lave strategier for hvordan du kan rette op, eller optimere.
Du kan også lyve og siger alt er perfekt, men det er faktisk svært… du ved godt hvor der er noget der halter.

Justér på ét punkt og se hvad der sker med resten

Nogen gange er det skræmmende hvor lidt der skal til for at lave store ændringer. Dog er vi ofte underlagt vores vaner, rutiner og overbevisninger, så det er sundt at udfordre sig selv fra tid til anden. Jeg plejer at gøre sådan her, men hvad hvis jeg næste gang gør noget andet?
Bryd vanen. Kør en anden vej på arbejde end du plejer. Lyt til noget andet end radioen når du sidder i din bil, f.eks. korridoren.dk som også nu findes som podcast. Lyt til nogen der har gjort en forskel, og find ud af hvad der har medvirket til deres succes. Vi har allesamme de samme forudsætninger for at skabe succes. Hvis du er en af dem der konstant siger ‘det er også fordi sådan og sådan og sådan…‘ så er det dig, og kun dig, der har besluttet at du ikke selv kan få succes.
Vores gener bestemmer IKKE vore skæbne!!! Du bestemmer selv – prøv at gøre noget anderledes og se hvad der sker. Beslut dig for at stoppe op når vanen og rutinen banker på, og prøv at gøre noget helt andet. Det er skræmmende hvor meget man kan få ud af at ændre små ting.

Skulle det her ikke bare handle om vægttab?

Nej, og jo… men måske er vægten bare det synlige bevis på at der er noget der ikke er som det skal være. Vi bliver ligeglade. Hvorfor skal jeg være slank?
Jeg har altid udfordret mig selv, altid prøvet nyt og andet, men jeg må bare sige at efter jeg har tweaket min kost og mine rutiner ift. at fylde optimalt brændstof på motoren, så er der bare områder hvor jeg rykker sindsygt meget ift. tidligere.
Her forleden blev jeg ringet op af en af mine gode kunder. En rigtig dejlig person, der også er udfordrende, alternativt tænkende og fremadskuende. Hun spurgte som alle andre om jeg havde travlt. Ja… jeg har vildt travlt, og så tøvede jeg. Jeg har travlt fordi jeg selv har sat en masse skibe i søen, vildt travlt med ting jeg selv har tænkt, selv har fundet på. Det er da vildt fedt!!! Er du presset? Nej, fordi jeg vælger selv i hvilket omfang jeg vil lade mig presse. Jeg skruer selv op og ned, men jeg må sige at når jeg lige tager min powerkaffe om morgenen, og ikke andet, så sætter jeg så meget ild til hjernen, at jeg i bilen på vej til arbejde allerede har løst og fundet en plan for de fleste af de opgaver jeg har foran mig.
Jeg kører hele dagen i et sindsygt gear og bliver faktisk mere fysisk træt end træt i hovedet, hvilket er en sær sær fornemmelse jeg lige skal vænne mig til.
Og igen… vaner. Kommer hjem og tænker pyha, nu er jeg træt og har lyst til at smide mig på sofaen, men næhhhh… jeg er faktisk ikke træt, hvad skal jeg læse, skal jeg lave mad, kunne jeg lige…

Vil du drifte eller udvikle?

Se på dig selv som en virksomhed. Du har en rutine og en dagligdag som fungerer. Der er styr på alt, men det er ikke altid sjovt at være på arbejde. At løse de daglige opgaver, så økonomien holder og det hele løber rundt. Vil du drifte eller udvikle? Vil du sørge for at det løber rundt og at det er godt nok, eller vil du udvikle og nå noget mere?
Vi er rigtig gode til at forfalde til drift. At sørge for maskineriet løber rundt og vedligeholde så vi ikke går ned. Hvorfor ikke kigge frem, optimere, justere og løfte det hele til lidt mere end at det bare er ‘godt nok’?
Vi bestemmer selv hvad vi vil, men sidste ord her på sådan en søndag er så bare… hvad bestemmer DU dig for at gøre, lige nu, fra i morgen, og HVORFOR?

Gå ud og gør en forskel… fordi du kan, der er ingen der kan forhindre dig!!!

Go’ søndag 🙂

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *