I arbejdet med unge med spiseforstyrrelser ser jeg dette: Forældrene ved langt mere end de tør tro på. Men presset, angsten og de mange råd udefra gør det næsten umuligt at mærke, hvad der faktisk virker. Og det er klart – man har jo ikke lært hvordan man håndterer lige præcis dette, og man har ikke ‘tid’ fordi man ser vægten gå ned og fortvivlelsen vokse.

Derfor er en af de vigtigste ting i starten ikke at løse alt. Det er at kunne stå stille i stormen. Ikke vente til man tror der kommer nogen, der løser det – det kan nemlig ikke løses, før det forstås – og det gælder både den ramte og forældrene.

At være i ro, når alt andet larmer

Dit barn har brug for, at du kan holde fast i roen, selv når du selv ryster indvendigt. Når du kan være rummelig og anerkendende nok til at høre, hvad der foregår under overfladen, selv når ordene kommer ud som konflikter, sammenbrud eller afvisninger.

I min proces har jeg oplevet de øjeblikke, hvor den unge opdager:
Det er faktisk trygt at sige det højt.
Selv det jeg ikke selv forstår. Selv det der skræmmer mig. Der er en der lytter uden at panikke.

Når den unge mærker at du ikke panikker, ikke presser, ikke jager løsninger for hurtigt, men tør møde dem hvor de er, falder deres system lidt til ro. Og først dér bliver forandring mulig.

At stole på mavefornemmelsen

Forældre føler sig ofte i tvivl. Men når jeg spørger ind, ved de som regel præcis hvad deres barn har brug for lige nu. Det er bare svært at gå med den intuition når omgivelserne råber modstridende ting. Det der oftest sker er at man står med opgaven hjemme og venter på hjælpen. I denne periode står man meget alene og vakler mellem at give sit barn lov til at springe måltider over eller være konsekvent og hård i sine krav om at der skal spises. Det er ofte sådan en usikker balanceren fordi man prøver at lære og forstå. Og det kan den unge mærke, og når den unge også prøver at forstå hvad der sker, er der ikke rigtig nogen der kan facilitere processen.

Når man så kommer ind til psyk forventer man den kompetente hjælp. Den kommer groft sagt i form af en kostplan med voldsomme øgninger i kalorier. Og lige hér er vi som forældre prisgivet, da vi jo ikke selv har fundet modellen hjemme, men nu stoler på at psyks metode er den rigtige.

Man går hjem og skal nu presse sit barn endnu mere, med krav der er endnu større end dem man måske selv havde inden, samtidig med at man har en følelse af at skulle leve op til disse krav. Det slider, for man skal kæmpe hårdere med sit barn og samtidig kæmpe for at leve op til kravene.

Lige her mangler der alternativ rådgivning, så der bliver lavet en løsning alle kan være i.

Du må gerne lytte til dig selv. Du må gerne vælge den tilgang, der passer til jeres barn og jeres familie. Du må gerne sætte farten ned, selvom andre mener det skal gå hurtigere.

Bliv dit barns fortrolige fremfor fjenden. Vær the good cop og lad psyk være the bad cop – det mener jeg faktisk er en ok strategi, fordi de vil være den ekstreme pol, så I sammen med jeres barn kan sige: ‘ok, hvis det her er for voldsomt – hvad kan vi så aftale vi arbejder på herhjemme?’
Så har man den unge med og man samarbejder, fremfor at sige ‘du hørte selv hvad de sagde på psyk – du skal øge 300 kalorier hver tredie dag, kom så’. Vi snyder ikke nogen, men udnytter den ekstreme metode til at lave en mere bæredygtig.

Min tese er at den ekstreme metode psyk anvender måske virker på de der bliver så bange at de klapper hælene sammen og går i krig, men at risikoen for et kollaps er meget høj, eller en langvarig kamp mellem barn, psyk og forældre starter (vores historie).

Hvad hvis en metode med små overkommelige skridt i kost, sideløbende med tryghedsskabelse og forståelse af barnet, kan skabe fremskridt, og på relativ ‘kort’ tid overhale den ekstreme metodes svingninger mellem overpres, spisestop, et skridt frem og to tilbage i årevis.

Aftaler der ikke ender i slagsmål

Det gør en stor forskel når aftaler er realistiske nok til at kunne gennemføres uden daglige kampe. Små skridt som barnet selv kan se sig i. Aftaler hvor alle kender rammerne, men ingen mister værdighed. Bare en helt simpel ting som at ‘forecaste’ hvad der skal ske og hvordan det vil være.
Når man har spist mindre og mindre over lang tid vil alt man spiser føles stort og give den følelse af ubehag den spiseforstyrrede typisk prøver at undgå. Derfor skal de vide ‘det bliver ubehageligt, men ikke for evigt – når kroppen lige så stille vænner sig slipper det fysiske ubehag… og samtidig skal vi finde ud af hvad du gerne vil, når du får mere energi og overskud’.

Hvem af os voksne ville uden problemer sige ok til noget vi er bange for og utrygge ved? Vi vil altid først lige ha’ en forklaring, sikre os at processen er tryg, at vi er i gode hænder osv. osv. Dét synes jeg mangler totalt i tilgangen til en spiseforstyrrelse og som er noget jeg kan se gør en kæmpe forskel for den unge.

Når samarbejdet først er der, og relationen føles tryg, kan vi arbejde med spisningen. Ikke gennem pres, men gennem forståelse. Ikke gennem kamp, men gennem nysgerrighed. Når den unge tør sige alt det som før var pakket væk, kan vi sammen finde vej fremad.

Vejen gennem stormen

Forandring starter ikke med madplaner, grænsesætning eller kontrol. Den starter med, at den unge mærker at du er her. At du kan stå i det uforståelige uden at flygte fra det. At der ikke er noget inden i dem, du ikke kan rumme.

Når det fundament er lagt, kan vi begynde at arbejde fremad. Et skridt. Så endnu et. Og pludselig ser vi, at stormen ikke længere har samme kraft.

Hvis du vil arbejde med præcis denne tilgang i jeres familie, er du velkommen til at skrive til mig på kristian@fitfat.dk eller følge med på instagram @livsforstyrret.dk.

Indlægget At stå stille i stormen når dit barn har en spiseforstyrrelse blev først udgivet på livsforstyrret.dk.

Da vi selv stod midt i en spiseforstyrrelse som familie, gjorde vi det, de fleste forældre gør. Handler i afmagt, prøver på alle mulige måder at forklare, eller trygle og be’, græde eller råbe.

Kostplan. Struktur. Konsekvens.
En forventning om, at hvis man bare er tydelig nok, vedholdende nok og kærlig nok på samme tid, så må det vende.

Spoiler:
Det gjorde det ikke.

Tværtimod.

Når gode intentioner giver dårlige resultater

Det var ikke fordi vores datter ikke vidste, hvad hun skulle gøre.
Hun vidste det udmærket.
Hun ville det faktisk også… i starten…

Men presset gjorde, at hun nærmest mislykkedes på forhånd.

Da vi efter måneders ventetid kom ind på psyk, var hjælpen ‘det er vigtigt hun får noget at spise’. Så fik vi en kostplan, der startede voldsomt ift. hvor hun var i kalorier, og så skulle den øges voldsomt og hurtigt, godt nok fysisk forsvarligt ift. hvad kroppen kan klare, men mentalt???Kostplanen var urealistisk i forhold til det sted hun var – både fysisk og mentalt. Når hun igen og igen ikke lykkedes, voksede følelsen af skam og skyld. Og som så ofte sker, lærte spiseforstyrrelsen at kompensere i det skjulte: flere gåture, mere træning, mere kontrol – bare uden at vi kunne se det.

Set udefra lignede det modstand.
Set indefra var det desperation.

Og det endte, som det desværre gør for mange: med indlæggelser, traumer og et endnu mere fastlåst forhold til både mad og krop. Det vi ikke forstår som udeforstående er den smerte, de følelser og tanker der spænder ben.

’Men man skal jo bare spise?’

Det er her, mange – også i systemet – bliver utålmodige.
Og jeg forstår det godt. Jeg tror måske man kan forstå lidt mere hvis man ser på egne uhensigtsmæssige mønstre, hvor der er nogen der kommer og siger ‘det skal du da bare lade være med’ – bum, fixet?

Psykiatrien har et legitimt fokus: fysisk sikkerhed.
Vægt, blodprøver, kontrol og kostplaner giver mening, når kroppen er i fare.

Problemet opstår, når de samme værktøjer bliver brugt som det eneste svar på en kompleks lidelse.

For spiseforstyrrelser handler sjældent om mad.
De handler om følelser, kontrol, frygt, skam – og et nervesystem, der er i konstant alarmberedskab.

Og et menneske i alarmberedskab kan ikke bare ’tage sig sammen’.

Hvorfor pres ofte giver modpres

Når vi presser:

• stiger angsten
• falder evnen til at regulere sig selv
• vokser behovet for kontrol
• og spiseforstyrrelsen bliver stærkere, ikke svagere

Det kan se ud, som om der sker noget hurtigt.
Men det er ofte ydre tilpasning, ikke forandring.

Og ydre tilpasning holder sjældent, når presset forsvinder.

Hvad jeg gør anderledes i dag

I dag arbejder jeg med familier ud fra én klar erfaring – både som far og som rådgiver:

Tryghed er ikke modsætningen til ansvar.
Tryghed er forudsætningen for ansvar.

Det betyder, at jeg prioriterer:

• relation før regulering
• forståelse før krav
• proces før perfektion

Jeg arbejder med at adskille mennesket fra spiseforstyrrelsen.
Med at hjælpe den unge (og forældrene) med at forstå, hvad der egentlig sker indeni – før vi skruer op for mængder og planer.

Vi laver rammer, ja.
Der er retning, ja.
Men vi undgår at gøre måltider til kampplads.

For hvis hver bid bliver et opgør, er det ikke kun kalorier, der ryger – det er tilliden.

’Men er det ikke bare at lade barnet bestemme?’

Det spørgsmål får jeg ofte.
Og nej – det er det ikke.

At lade være med at kontrollere mængder, kommentere hver bid og rette i situationen er ikke at give slip på ansvaret. Det er at tage ansvar på en anden måde.

Ansvar her betyder:

• at skabe ro nok til, at kroppen kan tage imod
• at støtte processen, også når det går langsomt
• at undersøge, når noget ikke lykkes – i stedet for at stramme grebet

Jeg siger:
’Vi holder ikke igen med ansvar – vi holder igen med pres.’

Hvorfor denne tilgang ikke er ’blød’, men velbegrundet

Min måde at arbejde på er umiddelbar meget intuitiv og baseret på egne erfaringer, men researcher jævnligt og grundigt og har heldigvis fundet ud af at der er nyere forskning og teori, der matcher min metode, der ligger tæt op ad:

• traumeinformeret praksis
• tilknytningsbaseret forståelse
• motivationsbaseret forandringsarbejde
• eksternalisering af spiseforstyrrelsen
• recovery-orienteret tænkning

Fælles for dem alle er erkendelsen af, at varig forandring ikke skabes gennem frygt, men gennem tryghed, relation og ejerskab.

Det er ikke hurtigt.
Det er ikke altid pænt.
Men det er langt mere bæredygtigt.

Ingen garantier – men bedre forudsætninger

Jeg kan ikke love nogen, at denne tilgang virker hver gang og for alle…
Det ville jeg heller ikke kunne udelukkende med kontrol og kostplaner.

Jeg kan dog sige dette med ret stor sikkerhed:

Hvis vi reducerer skam, pres og kamp og øger forståelse, regulering og tryghed,
så øger vi chancen for, at den unge bliver i kampen i stedet for at kæmpe imod… eller værre… helt give op!

Og nogle gange er det det vigtigste skridt af alle.

Hvis du står midt i det her som forælder, partner eller fagperson, og har følelsen af konstant at gøre det forkerte, så er du ikke alene. Og nej, det er ikke fordi, du ikke prøver hårdt nok. Måske prøver du bare med værktøjer, der ikke passer til den opgave, du står i.

Del endelig, hvis du kender nogle der har brug for gode rå til ro og retning i det svære. Og har de ikke overskud til at læse, så husk jeg gerne tager en uforpligtende snak. Nogen gange kan selv små råd, små ændringer have kæmpe effekt.

To help people be happy and healthy

Kristian

Indlægget Når pres gør det sværere blev først udgivet på livsforstyrret.dk.

‘Hvordan hjælper vi hende? Og hvad hvis vi ikke kan?’

Jeg ved det, fordi jeg selv har stået der. VI har stået der… som familie.
I den altopslugende blanding af kærlighed, afmagt, håb og desperation. Og det har formet min tilgang. Ikke bare som coach og rådgiver, men som menneske.

For spiseforstyrrelsen bor ikke kun i barnet. Den flytter ind i familien. Jeg vil gerne hjælpe så tidligt som muligt, da vores sundhedssystem ikke fanger det her i tide, men venter til BMI er alt for lavt, til sygdommen er kristisk og dermed også er endnu sværere at vende. Det bliver med kamp, fermfor kærlighed, tålmodighed og forståelse.

Barnet føler sig helt alene, og selvom barnet til sidst begynder at spise og tage på, er den indre kamp og det det handler om IKKE behandlet.

Jeg arbejder aldrig kun med ‘symptomet’. Jeg arbejder med familien som system, nervesystemer, tilknytning og den funktion spiseforstyrrelsen har haft. Den skal forstås for at man kan arbejde med den. Og alt starter med tillid.

‘Du er den eneste, der har forstået mig’

Hvorfor mange familier går i stå

Traditionelle råd lyder ofte sådan her:

• ‘Spis mere mad’
• ‘Stå fast’
• ‘Vis kærlighed og ro’
• ‘Altså når alle andre kan…’

Men når man sidder ved spisebordet, og ens barn ryster, græder, kæmper mod en usynlig fjende så forstår man pludselig:

Det handler ikke kun om mad. Det handler om (mangel på) tryghed. Nervesystem i ubalance. Indre kaos. Kontrol som overlevelsesstrategi. Barnet kæmper ikke kun mod forældrene om maden, det kæmper en voldsom kamp mod nogle uforståeligt store følelse indeni.

Derfor er mit arbejde todelt:

Jeg hjælper den unge med at slippe kontrollen og forstå følelsen.
Jeg hjælper forældrene med at forstå hvad kampen handler om.

Min tilgang — i faser

Fase 1: Stabilisering & forståelse

Mål: Der skal ro på systemet — både i barn og forældre. Det tager tid, men vi er nødt til at tage tingene i den rigtige rækkefølge selvom alt bimler og bamler og vægten går nedad.

Vi arbejder med:

• nerveregulering (før fokus på mad)
• tillid
• afkodning af spiseforstyrrelsens funktion
• forældre som ‘reguleringsanker’ frem for ‘fixer’

Forældrernes fokus her:

• ‘Min ro fører til deres ro’
• Skifte fra slåskampe til guidet lederskab
• Stoppe med at ‘gætte hvad barnet har brug for’ og begynde at afkode

Typisk erkendelse hos barnet:

‘Jeg troede, jeg var alene i det her. Du forstår faktisk min indre kamp.’

Fase 2: Kapitulation af kontrollen

Mål: Spiseforstyrrelsen mister magt, barnet får støtte til at stå i utryghed frem for at flygte fra den.

Vi arbejder med:

• sorg/frygt over at slippe strategien der ‘hjalp’
• tillid til relationen som ny strategi
• at nære kroppen ud fra omsorg, ikke tvang

Forældrernes fokus her:

• At holde kursen
• At se angst som alarm, ikke oprør
• At møde modstand med reguleret autoritet, ikke pres eller panik

Typisk erkendelse hos barnet:

‘Jeg forstår at jeg ikke kan stole på mine følelser lige nu, at jeg skal gå imod, selvom det føles forkert.’

Fase 3: Genopbygning af identitet og selvværd

Mål: At skabe et liv, hvor spiseforstyrrelsen ikke længere er nødvendig. Og at gøre det uden at været tynget af skyld og skam, der er ingen der er skyld i en spiseforstyrrelse.

Vi arbejder med:

• selvværd uafhængigt af præstation/kontrol
• fjernelse af skyld og skam
• følelsesmæssig fleksibilitet
• kropsrelation, ikke kropskamp

Forældrernes fokus:

• At give plads uden at give slip
• At spejle styrker, ikke symptomer
• At hjælpe barnet med at skabe nye positive mestringsstrategier

Typisk erkendelse hos barnet:

‘Jeg vil faktisk være mig — uden spiseforstyrrelsens regler.’

Konkrete fokuspunkter til forældre

At genkende nervemæssige ‘kollaps’ hos barnet (frys, kamp, undgåelse)
At regulere sig selv før de hjælper barnet
At sætte rolige, trygge grænser
At skifte fra ‘stop det!’ → ‘jeg står med dig mens det er svært’
At læse det usagte (angst forklædt som kontrol, vrede som frygt)
At holde håbet — når barnet ikke selv kan

Det her er ikke blød behandling.
Det er dyb, ansvarstagende, systemisk heling.

Håb uden illusioner

Det her arbejde er ikke let.
Men det er muligt.

Unge skal vende hjem til sig selv.
Familier skal genfinde hinanden.
Og jeg ved, fordi jeg har stået der selv, at mørket kan føles altoverskyggende.

Men der er en vej ud.
Ikke gennem tvang. Ikke gennem kontrol.
Men gennem regulering, forståelse, relation, og modet til at stå sammen i det svære.

Vil du have hjælp?

Jeg hjælper familier, hvor spiseforstyrrelsen fylder alt og hvor håbet skal få plads igen.

Skriv til mig: kristian@fitfat.dk
Følg med på instagram for viden, håb og konkrete redskaber: @livsforstyrret.dk

Indlægget Spiseforstyrrelse… hvad ved du om dét? blev først udgivet på livsforstyrret.dk.

Siden jeg sidst udgav, er der sket meget – både personligt og i forhold til podcastens retning. Tidligere handlede det primært om sundhed, træning og livsstil. Det gør det stadig – men nu udvider jeg fokus til også at handle om mistrivsel, særligt hos børn og unge.
Der er tidligere afsnit, som også handler om vores mentale sundhed, men der er en grund til at udvide dette fokus.

Baggrunden er, at jeg og min familie har været igennem et hårdt forløb med en spiseforstyrrelse herhjemme. Det har givet mig en endnu dybere forståelse for, hvor vigtigt det er, at vi møder vores børn og unge (og hinanden) med empati og nysgerrighed – både når det gælder fysisk sundhed, og når det gælder mistrivsel.

I podcasten interviewer jeg Tove Skov, der er psykoterapuet og som vi mødte alt for sent i vores forløb. Vi havde været på venteliste for længe til hjælp i psykiatrien, og da vi så fandt ud af at den hjælp vi skulle ha’ ikke rigtig var til stede, ledte vi desperat efter noget ude i den virkelige verden. Gennem netværk og bekendte landede vi hos Tove der med det samme SÅ vores datter, og så også med det samme at der udover spiseforstyrrelsen også lå en tung depression og angst og trykkede.

Tove hjal ikke kun vores datter med at forstå sig selv og hvad der skete, men var også vores støtte i det her umenneskelige stormvejr. Når vi følte os splittede mellem det pres der var fra psykiatrien, vores datters håbløshed og en omverden, der ikke kunne forstå hvor svært det er… så var Tove der med et svar og en beroligende stemme.

At opdage dén hjælp har gjort noget i mig. Og derfor har jeg valgt at starte coaching og rådgivning af familier, der står med udfordringer såsom mistrivsel eller spiseforstyrrelse. For at lytte og støtte når alt er kaos. Det er SÅ vigtigt at håndtere det bedst muligt, når de spæde tegn viser sig. Ingen er perfekte og vi gør jo oftest hvad vi kan af et godt hjerte.

Vi elsker vores børn, men når afmagten sætter ind og vi rent faktisk ikke ved hvad vi skal gøre, ender det måske i konflikt, fremfor forståelse.

Det er netop dét jeg vil hjælpe med. At familien forstår hinanden, at vi kan skabe et rum med plads til svære følelser og tanker, at vi lytter før vi agerer – at vi passer på hinanden.
Nogen gange skal der ændres i de mønstre der er omkring både barn og familie, det er ikke nok bare at kigge på barnet som problem. Vi skal forstå hvad barnet prøver at fortælle os, og oftest ved barnet det ikke selv.

Jeg håber du vil følge med i mit projekt og kender du nogen der står med udfordringer derhjemme, så tager jeg altid gerne en uforpligtende samtale, for at se om der er et match mellem hvad jeg kan tilbyde og de udfordringer en person eller familie står med.
Jeg har et stort og stærkt netværk af personer omkring mig, der også arbejder professionelt med både mental og fysisk sundhed, så jeg vil altid henvise videre, hvis opgaven er udenfor mine kompetencer… så… jeg tænker ikke det er et dumt sted at starte.

Go’ fornøjelse med podcasten, og tøv ikke med at give mig feedback på det hele, så jeg kan optimere og blive bedre.

Indlægget Spiseforstyrrelse – nyt podcastafsnit ude blev først udgivet på livsforstyrret.dk.

• Sundheds- og livsstilscoaching for voksne, der ønsker et sundere og mere balanceret forhold til kost, krop og energi.
• Familierådgivning via livsforstyrret.dk, hvor jeg støtter forældre, der står midt i mistrivsel hos deres børn eller unge.

Fælles for begge dele er, at jeg møder dig dér, hvor du er – og hjælper med at skabe ro, retning og redskaber, der holder på den lange bane.

Sundheds- og livsstilscoaching med Fitfat

Mange forbinder sundhedscoaching med en træner, der står i fitnesscentret og pisker en frem mod næste sæt. Det er ikke min tilgang.

Jeg arbejder med hele mennesket – ikke kun med kostplaner og træningsskemaer. For ofte er det ikke træningen i sig selv, der er problemet, men alt det omkring: manglende energi i hverdagen, ubalance mellem arbejde og privatliv, stress, dårlige søvnvaner, skæv kost eller relationer, der dræner mere end de giver.

I min coaching hjælper jeg dig med at:

• Identificere hvad der ikke fungerer i din hverdag
• Optimere det, der giver værdi – hvad enten det handler om at få mere energi, styrke relationer, finde ro, tabe dig eller tage på
• Skabe et balanceret forhold til kost og træning, så det bliver noget, der styrker dig i stedet for at stresse dig
• Opbygge en sund livsstil, der kan holde på lang sigt, uden quickfixes og ekstreme løsninger

Nogle kommer til mig med et ønske om vægttab, andre vil gerne tage på eller opbygge muskelmasse. Nogle søger mere energi og overskud, mens andre ønsker at slippe den dårlige samvittighed, der kan følge med mad og motion. Uanset udgangspunktet handler det altid om at finde en vej, der giver mening for dig.

Familierådgivning med Livsforstyrret.dk

Når et barn eller en ung mistrives, rammer det hele familien. Det kan være spiseforstyrrelse, angst, lavt selvværd – eller blot en følelse af, at livet er kørt af sporet.

Jeg har valgt navnet livsforstyrret, fordi det rummer det hele. Det peger ikke på en specifik diagnose, men på en oplevelse, hvor livet er blevet sat ud af kurs. En forstyrrelse er ikke permanent – med støtte, ro og retning kan man finde vej igen.

Som forælder kan det føles magtesløst:

• Du ved ikke, hvad du skal gøre for at hjælpe
• Du er bange for at sige det forkerte
• Du oplever, at bekymringen fylder alt

Her kan jeg hjælpe. I min rådgivning møder jeg forældre med omsorg og konkrete redskaber, så I sammen kan:

• Få overblik over situationen
• Finde ud af, hvad der hjælper – og hvad der ikke gør
• Skabe et trygt rum for jeres barn eller unge, uden skam eller konflikt
• Lægge en realistisk plan for de næste skridt

Samtalerne kan foregå online eller fysisk, og de er altid tilpasset jeres familie og situation.

Fællesnævneren: Ro, retning og redskaber

Uanset om du søger sundhedscoaching for dig selv eller støtte i rollen som forælder, er min tilgang den samme: at skabe ro i kaos og finde de små, men vigtige skridt, der kan flytte dig og din familie i den rigtige retning.

Det handler ikke om hurtige løsninger, men om at opbygge fundamenter, der kan bære – både fysisk og mentalt.

Kontakt: Send sms på 29477794 med tekst ‘coaching’ eller ‘snak’ så vender jeg tilbage. Eller send en mail på kristian@fitfat.dk og fortæl om den situation du står i.
Følg mig også på instagram @fitfat71 og @livsforstyrret.dk

Indlægget Fitfat & Livsforstyrret – Coaching i sundhed og støtte til forældre i mistrivsel blev først udgivet på livsforstyrret.dk.

Der er faktisk så mange ting i denne verden der undrer mig omkring hvordan vi håndterer vores sundhed. Så mange ting at jeg ved det er mig man kigge på og tænker ‘han er helt rykket ham dér’ Og det er ok, jeg kan ikke påtvinge andre mine dogmer, og jeg er jo 100% ikke selv frelst med mine egne laster og braster… braster? Whatever!

Derfor vil jeg godt lidt op i helikopteren i dag og kigge på hvordan vi på mange områder let kan tage uhensigtsmæssige valg, fordi vi er de her flokdyr som gør hvad de ypperste i flokken viser.

Vi er supernemme at narre

Først og fremmest er hele sundheds- og fitnessbranchen en af de brancher der lettest kan forføre os og få os til at lægge 2+2 sammen til 4, selvom det slet ikke går op?!?
Vi ser egentlig bare et billede af en veltrænet krop + et produkt + måske en udtalelse om produktets positive virkninger, eller en ‘ekspert’ udtalelse, og så er vi solgt… eller så er vi dem der køber produktet.

Et andet eksempel jeg selv falder for igen og igen. Lad os sige jeg gerne vil øge muskelmasse på ryggen. Jeg vil gerne ha’ sådan en stærk ryg, ikke så meget for syns skyld, men for at trække mig lidt opad/bagud. Vi mennesker laver de fleste ting foran os, så det skal balanceres lidt ud og derfor vil jeg gerne fokusere på min ryg.

Så går jeg på youtube og søger på rygøvelser, og så kommer der jo 10.000 film med overskrifter som ‘de bedste øvelser til en massiv ryg’, ‘denne ene øvelse giver dig den stærkeste ryg’ osv. osv. og alle thumb-nails har voldsomt muskuløse mænd, der viser øvelsen. Og man ser videoen, ser hvordan muskelmandens rygmuskler popper ud og arbejder under øvelsen, og så tænker man ‘damn – det virker dét dér!!!’ Faktum er bare at det jo ikke er den ene øvelse der har givet muskelmanden den ryg han har – han kunne gøre det samme med alle andre rygøvelser.

Igen søger vi quickfixet – hvad er den nemmeste og hurtigste vej til sådan en ryg. Muskelmanden i videoen har givetvis trænet i mange år, måske også med lidt hjælp fra steroider (måske sagde jeg – slap lige af med fordommene), og måske har han i bund og grund en ret usund livsstil med strenge restriktioner. Jeg kigger bare på den åbenlyse ligning – denne øvelse giver dig samme ryg som muskelmanden, SOLGT!

Hvad er det du træner og hvorfor træner du?

Så jeg forstår godt når de unge drenge ser på youtube og leder efter de bedste øvelser og de bedste råd og får smidt alt muligt i hovedet. Så skal de også se ud som de der træner voldsomt hårdt og måske netop i konkurrenceøjemed, både powerlift, bodybuilding, bikinfitness, beachbody osv. osv. Ok, bikinifitness ved jeg ikke hvor mange drenge der træner, jeg tror pointen er lige præcis at de IKKE træner mod noget specifikt andet end af få muskler og se pumpede ud, men de hiver ned fra hylderne af inspiration fra nettet og deriblandt også hvordan man ser ‘seriøs’ ud.

Så tilbage til udgangspunktet – når jeg ser en lille tynd teenage spirrevip, spænde et alt for stort træningsbælte ind i inderste hul og prøve at squatte en al for høj vægt ift. hvad hans krop er klar til så blinker alle advarselslamper.
Jo, måske kan han prale af at squatte mange kilo ift. de andre spirrevipper, men lad os lige se på hvad træningsbælte, kneewraps og alle mulige andre støtteforanstaltninger gør.

Lad kroppen bliver stærk selv

Yes, det støtter nemlig – de supporterer der hvor kroppen bliver svag under et løft. Jamen det er vel fint nok. Ja, igen hvis målet er at prale med så meget vægt så muligt på stangen, ELLER for di man rent faktisk kan vinde en konkurrence, fordi man med div. støtteanordninger KAN få ekstra kilo på stangen. Spørgsmålet er netop om det er dét man vil – jeg tvivler på at de her drenge træner mod powerlift-konkurrencer, jeg tror (og det er mine tanker) at de tænker at jo flere kilo, jo større muskler og allervigtigst jo sejere er de – de er ligesom de rigtige.

Lad os kigge på hvad træningsbæltet og andre støtteanordninger gør. De overtager i princippet på det punkt kroppen selv ville give op. Så igen er det for at støtte med at løfte noget der i virkeligheden er for tungt til at kroppen selv kan klare det. Og dét er IKKE hensigtsmæssigt medmindre man konkurrerer.
Og hvis man tilmed introducerer de her støtteanordninger tidligt i sin træning, så gør de faktisk det modsatte. De overtager der hvor kroppen selv skal blive stærk. I stedet for at styrke alle de små muskler, der skal være ens eget ‘korset’ og stabilisere rundt om led og sener, så fralægger man den funktion til en ekstern ordning. Det er ikke hensigtsmæssigt når man er teenager og vil være stærk.

Under en squad uden bælte eller kneewraps vil man være nødt til at stramme op i musklerne før man løfter, og man vil være nødt til at føle stabilitet hele vejen, hvis ikke har man for meget vægt på og kan skade sig selv. Med bæltet presser man i princippet maven ud mod bæltet, der ‘holder sammen’ på ens core og giver stabiliteten, men det er ikke ens muskler, og de bliver derfor ikke trænet – der er ikke brug for dem, ergo bliver man afhængig af træningsbæltet.

Du skal være bevidst om de valg du træffer og hvorfor du træffer dem

Min konklusion er at div. anordninger har deres berettigelse, men man skal være 100% bevidst om hvorfor man benytter dem. Det kan også være en skade eller lignende, men målet må altid være (medmindre man er elite og konkurrerer) at man skal undgå støtte for at det kan være kroppen selv der støtter. Hvor meget der er på vægten er ikke et spørgsmål om mere mere mere, men hvad kan jeg gøre uden at miste form – træn øvelser til perfektion og skru op for belastning i takt med at kroppen bliver stærkere.

Og det samme med valg af sportsgren – hvad vil du, konkurrere eller lave sundt og længe, dét hænge ikke altid sammen. Benhård udholdenhedstræning over flere år, kan have negativ indflydelse på en sundhed og levetid, men igen – vi ser de magre Tour De France ryttere og tænker ‘de har ikke meget fedt på kroppen, så det må være effektivt’ og så køber vi en dyr racer og noget spandex og slider kroppen i timevis på landevejen. Ikke nødvendigvis den bedste formel på sundhed.

Og med disse ord og disse råd så vil jeg tage op i fitness og se om der er nogen jeg kan føle mig klogere og smartere end, mens de tænker ‘se ham der, han løfter bare ikke særlig tungt’

Indlægget Hvorfor bruger du træningsbælte? blev først udgivet på livsforstyrret.dk.

Jeg prøver mindst én gang om ugen at stå tidligt op og besøge et wellnesscenter i Aalborg, hvor der er både sauna og koldtvandsbassin. At der så også er bio-sauna med lysterapi, dampbad med æteriske olier, infrarøde varmestole mm. er bare bonus. Jeg bruger primært sauna og koldtvandsbassin.

Oftest er jeg helt alene i wellness om morgenen, der er højst 2-4 andre, og de sidder typisk og koger i klorgryden, undskyld boblebadet. Så jeg sidder typisk alene i saunaen og nyder roen, fokuserer på min vejrtræning, og på at tømme hovedet for tanker, ELLER… ligeså stille strukturere min arbejdsdag og hvilke opgaver, der skal prioriteres. Et lille tip her – hvilke opgaver er lette og hvilke opgaver er lette at hoppe over – start med de opgaver der er lette at hoppe over

den mystiske pebermynteoliemand

Nå, jeg sidder i saunaen og koger og så kommer der en mand ind. Sådan nok +60 i badesandaler og shorts, solbrun og med 2 flasker afkølet vand, en stor flaske og en lille alm. plastik vandflaske. OG… meget vigtigt, en klemmentin. Han sætter sig på nederste bænk og begynder at skrælle sin klemmentin, mens han smalltalker med mig. Der kommer så en kvinde ind +50 og sætter sig. Snakken går stille og roligt og pludselig siger manden: ‘Skal vi lige have et bette squis?’ Jeg kigger forvirret på manden der holder sin vandflaske op. Er det vodka, snaps eller hvad har vi gang i. Kvinden siger straks ‘ja, der er ok med mig’ og jeg forstår at han vil hælde vand på saunaen for at få lidt damp-effekt. Fint for mig siger jeg, men så tager han en lille flaske og hælder en olie i vandflasken. ‘Det her er ægte japansk pebermynteolie’ siger han, og fortæller om hvordan han køber det hos en akupunktør i Schweiz og at det kan helbrede stort set alt.

holy shiiiiiiit hvad sker der?

Han hælder flaskens blanding ud over saunaen og med det samme oplever jeg hvordan det nærmest brænder i øjnene og jeg kan næsten ikke trække vejret. Jeg giver udtryk for at det er krasse sager, men han beroliger mig med at det er fordi jeg sidder på øverste bænk, og at jeg bare skal vente lidt. 4-5 minutter, så begynder jeg at føle hvordan huden bliver helt kold, samtidig med at man føler en intens varme. En meget vild oplevelse og følelsen af at blive renset helt igennem både indeni og udenpå.

Såsnart jeg var hjemme gik jeg i ægte-japansk-pebermynte-olie-google-mode og researchede en masse og hold da op, det er jo bare olien over alle æteriske olier, og kan bruges både indvortes og udvortes, mod muskel- og ledsmerter, forkølelse, ondt i halsen, fordøjelsesbesvær osv. osv. osv. Her er et link til hvordan min favorit-biohacker bruger olien og her et generelt link om oliens anvendelsesområder.

jeg er ved at blive underlig for alvor

Jeg bestilte straks en halv liter og bestilte også nogle små flasker, tragte, pipetter mm. så jeg rigtig kunne lege medicinmand med mine olier, der nu tæller lavendel, citrongræs, appelsin, eucalyptus og nu altså også ægte japansk pebermynte.

Jeg havde læst at et par dråber i et glas vand dagligt havde god effekt på dels fordøjelsen, men også generelt for alt muligt, så jeg prøvede straks morgenen efter jeg havde modtaget olien. Der gik en lille time så kom der de mærkeligste lyde fra min mave. Det knirkede og knagede, boblede og bluppede. Det gjorde det to dage i streg, og så tænke jeg at det KUNNE ha’ noget at gøre med at jeg tog det på tom mave. Så jeg ændrede ritualet til om aftenen før jeg gik i seng, og så i et lille glas lunkent vand. Dét virker fantastisk og jeg synes at bemærke det også bidrager til en rolig nattesøvn.

dejligt alternativ til voltaren

Udover at drikke et par dråber af den rene olie i vand hver aften, så har jeg lavet en blanding med sesamolie som er en basisolie alle de æteriske olier kan blandes op i da man ikke må bruge olierne ufortyndet på huden. Denne blanding bruger jeg til at massere ind på f.eks. ømme led og muskler. Jeg har siden i sommers døjet med et ømt albueled, og første gang jeg masserede pebermynteblandingen ind på området, fik jeg den her enormt kølende og varmende effekt, og en bemærkelsesværdig lindring af ømheden, så det kan sgu’ et eller andet.

læs ikke videre hvis du er sart og bedrevidende

Denne blanding bruger jeg også… og nu bliver det lidt woowoo til at sniffe op i næsen om aftenen før jeg går i seng. Ok, jeg har jo generelt lidt næse udfordringer, da jeg i min ungdom fik brækket næsen af et flot præcist taekwondo-spark og aldrig rigtig fik behandlet næsen. Derfor er der hul i det stykke brusk der normal adskille de to næsebor, så der er sådan frit gennemtræk, hvilket kunne lyde meget smart, men der er hele tiden et forsøg på heling i gang, som giver sårskorpe og samling af alskens lækkerhed… mmm… nok om dét, men jeg skal generelt hele tiden sørge for nogenlunde fri passage, og her har olien hjulpet helt vildt, og tænker det ikke kun er med min underlige næse det kan gavne.

Som sagt bruger jeg olieblandingen, så det ikke er ren pebermynteolie i næsen (tør ikke tænke på hvordan dét ville gå). Jeg tager en lille mængde i hånden og lader vandhanen kører med lunkent vand. Så lige en håndfuld vand sammen med olien og så sniffer jeg det gennem næsen. Det køler, river, svider lidt i starten, men så kan man mærke alt løsne sig i bihuler og alle afkroge af systemet hvor der gemmer sig snot, slim og sager. Ens luftveje renses og det kan også være dét der bidrager til bedre søvn, for jeg synes jeg sover bedre nu.

jamen så gå da bare amok med olie overalt

Hvis du ikke er stået af forlængst tør jeg godt her nævne at jeg også kan finde på at gnide en blanding af lavendelolie og sesamolien under fødderne før jeg går i seng og et par dråber bag ørerne… hvor olien optages hurtigt i blodstrømmen, og jeg er også bare nødt til at konstatere at dét hjælper mærkbart på søvnen. Sammen med en diffuser der står og damper lavendeldampe ud i soveværelset bliver man lullet kraftigt ind i soveland. Hold kæft det lyder flippet, men altså, hvis man ikke prøver finder man jo ikke ud af det, eller?

Sidste ting jeg bruger olien til er mentalt fokus. F.eks. lige før jeg kører på arbejde, så kan man lige smøre lidt under næsen, og så kører nogle dybe vejrtræninger ind gennem næsen, ud gennem munden, så bliver hele ens hjerne lige luftet igennem, og man er helt skarp.

Så jeg tror bestemt pebermynteolien er kommet for at blive og jeg tror meget vel jeg kommer til at blive den ældre mand i badesandaler, der smugler olie med ind i saunaen og belærer alle derinde om hvor fantastisk olien er og hvordan den har ændret mit liv.

Go’ søndag med eller uden olier i næsen

Indlægget Æteriske olier indvortes og udvortes blev først udgivet på livsforstyrret.dk.

Så er vi i gang med det nye år, og sidst skrev jeg om et par gode råd til hvordan man kan lave sine nytårsfortsæt og ikke mindst få succes med at holde dem.
Den største udfordring vi har som mennesker er at vi altid går efter et quick-fix på vores livsstilsændringer, og derfor er der et kæmpemarked for ‘produkter’, der kan hjælpe dig i mål lynhurtigt.

Når før og efter er efter og før

Bootcamps, 30-dages challenge, lyn-kure, on-line forløb, fedetforbrændende supplementer osv. osv. De sælges typisk på en masse før/efter billeder af folk der har fulgt opskriften. Prøv at kigge godt på de her før/efter billeder. Ofte er ‘før’ billedet i virkelig dårlig kvalitet, lyssat dårlig, personen ser også altid bleg ud og så er ‘efter’ billedet typisk flot lyssat, pænere baggrund, personen er brunere og smiler mere.
Faktisk er det et kendt trick i marketingbranchen indenfor fitness at man betaler de modeller der ér helt trimmede og hakkede for at få taget billeder hvor de er i god form, og at de så skal lade stå til i en måned eller indtil de er i passende stand til at få taget et mindre flatterende ‘før’ billede.

Så vær kritisk, det er sværere at finde en person der skal gøre det modsatte – vi tager et billede nu og så et når du er i go’ form. Så før/efter billeder er altså typisk efter/før billeder.

Vi er alle forskellige så der er ikke ét program der passer alle

Der er to vigtige faktorer i ovenstående vi vælger at vende det blinde øje mod, da ønsket om en hurtig ændring er større end sund fornuft. Nr. 1 er at der ikke er en one-size fits all. Man er nødt til at have en grundig vurdering af en selv, ens forudsætninger, mål, nuværende position osv. osv. osv.
Lad os tage 2 yderpoler der køber et 30 dages ekstremt fedtforbrændings-program, bestående af en række varierende cirkeltræninger, der kun har til formål at få din puls op, og efterlade dig så kvæstet at du tænker det virker.

På den ene side har vi en +40 mand, der ikke har trænet i flere år, men nu har konen sat foden ned, og sagt at ølvommen skal væk. Han går ind og søger på effektivt vægttab eller et eller andet lignende. Finder dette super-ekstreme program, som sælges af en toptrimmet mandsperson. Der er masser af positive udtalelser om alle mulige der har tabt sig 5, 10, 20 kilo på kort kort tid, og så er det lige nu på tilbud. Haps – han er på. Samtidig har ham og fruen aftalt at den står på slankekost de næste par måneder – så low-fat og så kun kage, slik og søde sager i weekenden.

På den anden side har vi en +20 kvinde, der synes hun har taget 2 kilo for meget på i juleferien. Hun ved rent faktisk ikke om hun har taget på, men hun føler bare at hun har ædt og ædt og ladet stå til, så NU skal den ha’ fuld gas. Samtidig skruer hun sit kalorie-indtag gevaldigt ned, det skal gå hurtigt. Måske lå hun i forvejen på f.eks. 1700 kcal om dagen før jul, og her kæmpede hun måske allerede med at vedligeholde, så nu skal den ned på 1300 kcal.

jeg har også en formel der virker – på mig

De bruger samme program, med helt forskellige forudsætninger, og uden at forholde sig til hvad der ville være en optimal og bæredygtig strategi.
Husk her at jeg selv har promoveret mit eget vægttab helt tilbage da alt det her startede, hvor jeg tabte mig markant på 14 dage og følte en stor trang til at råbe det ud til hele verden hvor nemt det var. Jeg har sågar ‘formlen’, men den er intet værd uden hvis ikke man tager et kig på personen der skal bruge den.

Nå, tilbage til vores hovedpersoner. Vores mand går i gang med kæmpe motivation, men oplever hurtigt at det er alt for hårdt at følge med. Det bliver ikke en rar følelse han efterlades med når hver session er slut. Måske bliver han endda skadet fordi hans krop slet ikke er forberedt på den nye form for voldsom aktivitet. Motivationen dykker voldsomt, og med den kedelige slankekost på bordet, bliver alt ligepludselig direkte deprimerende. Og så er der kun ét alternativ, at tage en pause og gøre det man har vænnet sig til de sidste mange år. Så kan man altid gå igang senere, når skaden er helet, når motivationen er der igen, når og hvis, og næste måned eller på mandag…

Vores kvinde er vant til at træne, og træne hårdt, så selvom programmet er hårdt følger hun med og klarer den, men synes ikke resultaterne kommer. Det er frustrerende, men hun er stædig – og når den formel hun har i værkstøjskassen, er den der har fungeret, så er den eneste løsning at skrue endnu mere ned for kalorierne… og nu kommer hun ud på en farlig vej, hvor overtræningen og underspisningen giver hormonelle problemer, humør og energi påvirkes og bare den her erkendelse af at hun i al tid og evighed er nødt til at opretholde et urealistisk højt niveau af træning og et uholdbart indtag af kalorier – det kan kun gå galt…

vil du acceptere at en bæredygtig ændring tager tid?

En bæredygtig livsstilsændring er svær at sælge, da den kræver at man dels kommer i dybden med ens forudsætninger, finder ud af ens temperament, motivation, hvad er realistisk og hvad er vigtigt, altså som i hvad er den egentlige dybe årsag til at man ønsker en ændring?

Ja, jeg kan også lave et program, der gør at du taber dig ekstremt på 14 dage til en måned. Du skal bare lade være med at spise og så lænker jeg dig til løbebåndet et par timer dagligt, så skal du se. Er det sundt? Næ, men det var ikke dét ønsket var – det var bare et vægttab.
Hvem køber et supplement hvor der er gået over et år mellem det rigtige før/efter billede?

Næ, vil vil gerne snydes, fremfor at tage de små rigtige skridt og løbende sammensætte de ting der virker til en bæredygtig livsstil, der harmonerer med ens værdier og den man er.

Indlægget Hurtigste program til vægttab blev først udgivet på livsforstyrret.dk.

Det kunne være at skyde lidt under målskiven bevidst. De fleste prøver at ændre alt på én gang, og så er succesraten minimal. Jeg vil ændre min kost, jeg vil løbe hver dag, jeg vil styrketræne, jeg vil stoppe med at ryge, drikke, spise slik, kage osv. osv. Det er næsten dømt ti at gå galt, for halter det med bare ét af målene følger resten typisk med.

Hvad Kan du realistisk gøre resten af dit liv?

Så hvis målet f.eks. er at ‘komme i form’ vil måske 80% tænke at det er kalorier ind vs. kalorier ud og den mest udbredte forestilling om hvad der er den bedste metode til dét er løb. Når vi løber oplever vi dels følelsen af at vi gøre noget, kroppens belønningssystemer aktiveres, vi kan mærke os selv, det er hårdt, vi sveder, bliver forpustede og så forbrænder vi ganske rigtigt en masse kalorier.

Løb er rigtig fint hvis man kan gøre det til noget man rent faktisk kan li’, noget man ser frem til, noget man IKKE KAN UNDVÆRE! Så første skridt er at sige til sig selv, er det her noget jeg kan gøre regelmæssigt resten af mit liv?

Derfor er løb ikke den bedste metode til vægttab

Jeg tror den primære årsag til at rigtig mange ser løb som nr. 1 mest effektive metode til vægttab er at det typisk er en metode, man ikke er konsistent med og derfor ‘virker den’, hver gang den introduceres. At gå fra en ikke-aktiv livsstil, til at ændre til en aktiv livsstil, vil selvfølgelig sende et signal til kroppen om at nu kan vi godt smide noget fedt, for der er brug for brændstof til den nye livsstil. Så ser man vægten gå ned og bliver bekræftet i at det her løberi det virker altså.

Så kommer der en periode, hvor vægttabet stagnerer, og samtidig er man måske ved at indse at det måske ikke er helt realistisk at opretholde de her daglige eller ugentlige løbeture. Grunden til at vægttabet stagnerer er at man nu har sendt et signal gentagne gange til kroppen om at der er brug for brændstof hele tiden og mere end der plejer, og så smider kroppen ikke bare alle depoter på bålet, men skruer ned for forbrændingen, og begynder også at smide muskelmasse, da en lettere krop skal bruge mindre energi til hele tiden at løbe.

Og når både motivation og vægttab stagnerer, jamen så fiser det ligeså stille ud. Fred være med det, jeg tabte mig jo lidt, jeg kan altid gøre det igen, jeg ved jo det virker. Ja, for så sender man igen et signal til kroppen om at den godt må skrue op for forbrænding – og på den måde bliver man hele tiden bekræftet i at det virker, men det er ikke bæredygtigt.

Alternativ skruer man mere og mere op for løbet og reducerer sit kalorieindtag, og så er man på en farlig vej, hvor man mentalt ikke kan forstå det ikke virker, men kroppen skruer mere og mere ned for at kunne overleve – shitshow, men desværre meget udbredt. Man skal vide hvor man er ift. forbrænding før man leger kalorier ind vs. kalorier ud. Oftest skal man skrue lidt op for kost ved start på vægttab og træning.

Kæmpe resultater uden sved på panden?

Så hvad skal man så gøre? Jamen igen skal man finde noget man godt kan li’ og som er bæredygtigt. Og er man et sted hvor man ikke rigtig gør noget, skal der ikke så meget til for at skabe store forandringer. En lang gåtur er en no-brainer, da det er noget der ikke kræver nogen forberedelse, det kan gøres uden man kommer til at svede og effekten af sådan en lav-intensitets aktivitet skal ikke undervurderes. Vi tror bare at man SKAL svede for at forbrænde kalorier. Hvis man vil det er en HIIT træning et lang bedre alternativ til løbeturen, da det er korte intensive ultrahøj aktivitet, der skyder forbrændingen igang lynhurtigt, men vigtigst af alt, laden den køre længe efter træningen er stoppet.

På samme måde med styrketræning. Direkte modsat af udholdenheds-aktiviteter som løb, spinning, zumba og alle mulige holdaktiviteter, hvis største succeskriterie er at efterlade folk svedende og ømme, så sender man med styrketræning et signal til kroppen om at bygge muskler, og blive stærk. Jo mere muskelmasse man bygger, jo højere forbrænding og dermed en naturlig fedtforbrænding – der behøver ikke blive gemt noget til lange udmattende aktiviteter.

Og man kan nøjes med 2-3 træninger i ugen hvor man laver de mest basale compoundlifts squad, dødløft, overheadpress, pull-ups, bænkpres osv. Måske ikke både squad og dødløft i samme træning. Og er man ny indenfor styrketræning er det også den bedste måde at komme i gang på. Få øvelser som man i starten træner med let vægt så man kan lave øvelsen ordentligt. Det handler ikke om at man skal være øm dagen derpå, det er faktisk et tegn på at man har overtrænet, igen skal vi udenom de her fejlagtige opfattelser af hvad ‘beviset’ på en effektiv træning er.

tænk ikke kun vægttab

Tænker man så på andet en blot at tabe sig, så kan man på et par af off-dagene, lave noget mere funktionelt lav-intensitet træning, som yoga, mobilitetstræning, elastikker mm. Tro mig, med helt simple og meget milde træningsindsatser kan du opnå større, men ikke mindst mere vedvarende resultater, så drop tanken om go-hard-or-go-home og alle de helt latterlige motivationssætninger, der kun prøver at bekræfte at man skal lide for at det virker – not true!

Mit eget fokus for 2022 er ikke så meget fokus på vægten, men at blive stærk, både fysisk og mentalt. 2021 har budt på en masse udfordringer, der har slidt på psyken, og når psyken er nede kan træning også være en yderligere stress på kroppen, ligeså vel som det kan være det der holder det psykiske pres væk. Jeg kommer til at skrive mere om dette, men starter lige let med mine råd til dig der skal igang med en masse ændringer – start let med små mål, så er det nemmere at få små successer.

Godt nytår… hov, et af mine fortsæt var også at komme igang igen med bloggen, så nu skal vi se om jeg kan holde motivationen oppe

Indlægget bæredygtigt vægttab – no sweat blev først udgivet på livsforstyrret.dk.

Den nye virkelighed

Mit fitnesscenter kunne ikke være klar til åbningen torsdag, da de lige skulle ha’ styr på logistikken med at kontrollere alles coronapas mm., men der er oprettet en gruppe for frivillige, der vil hjælpe og her er jeg selvfølgelig med – alt for at komme i gang igen.
Så lørdag morgen kl. 9 stod jeg sammen med min datter Sofia, med let bankende hjerte og glæden lysende ud af øjnene… NU kunne vi igen komme ind og løfte ‘rigtigt’. Altså selvfølgelig først efter man har brugt 1-2 timer i en coronakø for at få sit ‘frihedsbevis’.

Og det leder mig til dagens emne, nemlig træningsprogrammer. Jeg har nemlig investeret i et sådan et, og selvfølgelig et træningsprogram udviklet af værterne på en af mine favorit podcasts, Mindpump. Ja, forretningsmodellen har virket. Jeg har konsumeret hundredevis af timer af deres gratis podcast, og blevet så loyal og overbevist omkring deres tilgang til fitness, at jeg selvfølgelig købte deres produkt efter de løbende har promoveret, hvor fantastiske deres programmer er.

Mit første rigtige træningsprogram

Jeg har aldrig fulgt et træningsprogram når det kom til styrketræning, og jeg har ofte skrevet om hvor lidt variation, der har været i mit 3 x ugentlige full-body program. Altså meget lidt variation, såsom i stort set ikke nogen.
Hvorfor så lige pludselig købe et relativt dyrt træningsprogram som et eller andet sted jo bare er en pdf. med angivelse af hvilke øvelser, hvor meget og i hvilken rækkefølge?

Udover den åbenlyse hjernevask, så er min undskyldning at jeg har brug for IKKE selv at gøre som jeg plejer. Jeg har brug for at få brudt min rutine. Derudover har jeg jo her under lock-down 2 købt det her elastiksystem X3 Bar, som har fungeret ok, men igen har jeg kørt mig ind på et trivielt og meget lidt varieret spor. Så efter at ha’ lyttet mig til hvilket program, der ville passe mig købte jeg det der hed MAPS Anabolic. De har en håndfuld forskellige programmer, og alle er under corona også blevet tilpasset så man kan lave øvelserne hjemme, med dumbells eller elastikker.
Anabolic har fokus på at øge forbrændingen gennem at bygge muskler, og programmet kører over 12 uger, hvor de første 3 uger er en opstartsfase, som er for brugere, der starter fra scratch (så det hoppede jeg over) en phase I som har fokus på at få de forskellige muskelgrupper igang og ikke kun bygge muskler, men også stabilisere og træne kontrol, så man har et godt fundament at bygge videre på.

Dén fase kørte jeg med hjemmetræning, og det var perfekt timet med genåbningen, da jeg i går på den første dag i fitness, kunne køre min sidste træning i phase I. Dvs. fra i morgen påbegynder jeg phase II, hvor jeg kan steppe op, og nu endda med rigtige vægte til alle øvelser. Har mit X3 Bar system så ikke virket? Jeg tror det har ‘vedligeholdt’ både lidt muskelmasse og måske mere vigtigt, en form for struktur i min hverdag. Dog tror jeg ikke jeg har bygget på eller strammet op, og jeg skal lige love for at jeg med gårsdagens meget simple træning (hvor jeg havde meget fokus på IKKE at putte for meget vægt på) virkelig kan mærke min krop i dag. Så selvom X3 kan ramme de fleste muskelgrupper, så vil jeg til hver en tid foretrække ‘rigtige’ vægte.

Variation i træning og kost

Phase II i træningsprogrammet skruer op for volumen i sets, men man har selv muligheden for at justere i en rep-range hvor de har foreslået hvad den ca. skal være. Det jeg kan mærke er anderledes ift. min egen træning er at det ikke bare er 3×10 i alle øvelser, og så er der nogle øvelser jeg typisk ville hoppe over, men som jeg nu tager med. 3 uger med 3 ugentlige træninger, og så skift til en anden vinkel, 3 uger x 3 træninger igen, og så skift. Man kan i princippete kører programmet igen og igen, fordi pointen er afvekslingen, og jeg glæder mig til at se resultater – også fordi kroppen nu har fået lov til at ‘hvile’ i hele lockdown 2, så jeg forventer da at jeg hurtigt kommer tilbage til de ca. 88 kilo nogenlunde i form krop jeg gik ind i lockdown 2 med, fremfor den 88 kilo… anden form krop jeg har lige nu, der skal flyttes lidt rundt.

Ift. kost kommer der ikke noget med i programmet, fordi det som de siger er så individuelt, og fordi de ikke kender folks individuelle udgangspunkter. De foreslår at man kører en slags mini-cuts og mini-bulks, hvor man i f.eks. 3 uger er i et lille kalorieunderskud generelt, og at man så i en uge spiser i et let kalorieoverskud, så man på den måde hele tiden, ligesom med træninge, skifter lidt og ikke lader kroppen adaptere og skrue ned.

Jeg glæder mig til at følge nogle andres programmering end min egen, og håber i de næste opslag at kunne samle op på hvordan jeg forhåbentlig kan mærke og se fremskridt.

Go’ træning derude, træningsprogrammer eller ej, og go’ søndag

Indlægget Træningsprogrammer blev først udgivet på livsforstyrret.dk.