Hold kæft jeg har svedt denne uge. Har fastet og svedt, og tabt mig. Har fået sat sauna på programmet og det er lykkes mig at svede igennem ca. 3 gange om ugen, og hold kæft det er godt.
Har den forløbne uge kørt faste søndag/mandag, mandag/tirsdag, tirsdag/onsdag, hvor jeg brød fasten til frokost hvor jeg var til frokostmøde, og derfor havde lidt svært ved at undgå at spise. Samtidig har jeg været i sauna tirsdag og torsdag morgen, samt her lørdag formiddag, og det har været en fantastisk oplevelse.
Sauna kan hjælpe med at forlænge dit liv
Sauna er en gamechanger når vi snakker både vægttab, men også forlængelse af levetid. Mange af de ting jeg skriver om her på bloggen har oftest et vægttabs-fokus, men mere interessant på den lange bane, er at de fleste af de livsstilsændringer jeg prøver at beskrive og gøre forståelige også har en effekt på hvor lang tid vi lever. I bund og grund kan vi holde vores krop kørende længere med den rette livsstil.
Den positive effekt af sauna har masser af videnskabelige undersøgelser bag sig. Et stort finsk studie har vist at en gruppe mænd der gik i sauna 4-7 gange ugentligt i omkring 20 minutter reducerede deres risiko for hjertestop med 63%, 50% lavere risiko for hjerte- karsygdomme, og 40% lavere risiko for generelle livstruende sygdomme. Meget markant, men også meget sauna.
Traditionel finsk sauna vs. infrarød sauna
Det der sker i en almindelig finsk sauna, som er en sauna med en ovn med sten der varmes op, er at kroppens temperatur stiger. Kroppen opnår en slags simuleret febertilstand. Når vi har rigtig feber er det kroppen der renser ud og bekæmper virus og dårlig bakterier. Vi udskiller samtidig giftstoffer gennem huden. Huden er kroppens største organ og sved er hurtig udskillelse af affaldsstoffer.
Der findes også infrarøde saunaer, og her er det lyset og frekvensen/bølgelængden der er afgørende. I en infrarød sauna oplever man ikke den tunge, tørre varme og kan få opfattelsen af at det ikke har en effekt, men faktisk er effekten af infrarød sauna større end i en traditionel finsk sauna. Selvom temperaturen er lavere går strålerne dybere i muskelvæv og knogler og stimulerer en øget udskillelse af giftstoffer og ophobet fedt. Så selvom man føler sved og affaldsstoffer pible ud med sveden i en traditionel sauna, så får man mere effekt i den køligere infrarøde sauna.
Koldtvandsbad smadrer fedtcellerne
I det wellness-center jeg har besøgt denne uge er der både infrarød og almindelig sauna, plus dampbad og ikke mindst… et koldtvandsbad, så man tvinger kroppen til at øge forbrændingen for at ‘overleve’ og aktiverer al tilgængelig energi (herunder også lagret fedt) for at holde organer varme og velfungerende.
Så… jeg starter i den almindelige sauna for hurtigt at komme til at svede og hæve kropstemperaturen. Når sveden drypper og det begynder at blive ulideligt, skyller jeg mig af, dykker ned i isbadet og bliver der til det prikker og stikker, så op, ind i den infrarøde sauna, hvor jeg lader mig gennemstråle i 20 minutter. Så isbad igen, og så almindelig sauna eller dampbad for at se sveden dryppe igen.
Kombinationen af faste og sauna, har lige taget et par kilo væk, så nu skal jeg se hvad der sker den kommende uge hvor jeg er tilbage på normal spisning, men stadig (forhåbentlig) sauna et par gange ugentligt.
Udover de ovenstående fordele, så er det også fantastisk at starte sin dag i wellness og møde frisk og rød i kinderne på arbejde 🙂
Pingback: Tilbage i de gode rutiner - FITFAT
Pingback: Æteriske olier indvortes og udvortes - FITFAT