Beklager sidste uges manglende indlæg, men jeg røg på en tur til Austin, Texas i USA – junkfoodens moderland. Og dét gav jo selvsagt en del udfordringer, når man ikke selv lavede mad og udelukkende spiste ude.
Jeg var kommet med på et afbud til den store festival SouthBySouthWest som er et kæmpearrangement med flere spor som film, tv, comedy, interactive, music osv. osv.
Først var der lige en flyvetur med tre ben. Aalborg – Amsterdam, Amsterdam – Minneapolis, Minneapolis – Austin. På den lange tur fra Amsterdam til Minneapolis tjekkede jeg menukortet, der bød på tre valgmuligheder. Almindelig, vegetar og så en Cesar’s Salad som ekstra option.
Da jeg bad om salaten havde de den selvfølgelig ikke, så jeg tog kylling med ris og sagde nej tak til brød. Takkede også nej til snack-box og til croissant og is lige før vi landede, hvilket stewardessen nægtede at tro på – ‘man SKAL ha’ is når man flyver’ sagde hun, men lykkedes ikke at overbevise mig.
Motion og masser af skridt
Med en tidsforskel på 7 timer sprang jeg i princippet en nat over og holdt ud til kl. 23 lokal tid, hvor jeg gik i seng og fik 8 gode timer og var superfrisk næste morgen. Løb en tiltrængt tur efter de mange stillesiddende timer i fly, og så var kongrescentret i gå afstand fra vores airbnb-hus, hvilket betød at vi dagligt gik omkring 20.000 skridt.
Jetlag ramte aldrig. Vi var to afsted fra mit firma, og havde en mere til at bo i huset. Vi havde fået et medlemskort til det lokale fitness-center Golds Gym, så dér løb vi ned to gange i løbet af ugen og fik trænet hele kroppen. Så motion fik vi masser af, hvilket tit kan blive nedprioriteret når man er på farten.
Søvn og dehydrering
Søvn fik vi også nok af. Trods festlige fristelser og masser af fri bar i de omkringliggende lounges der var tilknyttet festivalen
var vi godt trætte efter de lange dage, og kom stort set altid i seng inden midnat og sov til ca. 8 hver morgen.
Der var dog én dag hvor vi både fik lidt mere indenfor vesten og kom senere i seng end midnat. Jeg havde misset en vigtig detalje. At man kunne få drikke-vand fra en dispenser i køleskabet (selvfølgelig). Vandet fra hanen kunne man ikke drikke. Så hjem sent og helt dehydreret og så i seng. Vågnede med en let hovedpine, der tog til.
Bulletproof coffee
Heldigvis mødte der mig et dejligt syn da vi gik ned mod kongrescentret. Der var opstillet et område med telte og stande og det velkendte navn Bulletproof sprang mig i øjnene. Bulletproof er Dave Aspreys koncept omkring sundhed, hvor kaffe med smør og mct-olie er en af grundpillerne. Altså det der svarer til min powerkaffe.
jeg fløj hen til standen hvor de skænkede kaffen, og smagte. Den smagte fuldstændig som min egen, og dét var tiltrængt. Jeg tog to af de små kopper, og forklarede den søde bar-pige at jeg drak det hver dag og udemærket kendte til Dave Asprey.
Hun fortalte at han ville komme forbi senere, så jeg lovede at komme tilbage. Dét gjorde jeg og fik lavet dette lille interview, hvor Dave fortæller om fordelene ved at putte smør og olie i kaffen.
Duftterapi i oxygenbaren
Inden vi fortsatte vores færd, testede vi lige nogle af de andre ting i Bulletproof-teltet. Der var en Oxygen-bar, hvor man kunne sidde med plastikslanger i næsen og indhalere oxygen med forskellige terapeutiske dufte. Lavendel, Zen, og nogle andre jeg ikke lige kan huske. Det skulle både detoxe ens blod, øge blodcirkulation og meget mere – det var ganske behageligt at slappe af med de svage dufte, og hovedpinen begyndte at slippe.
Good vibes og massage
Efter duftterapi, prøvede vi nogle vibrerende plader. Det var ca. en kvadratmeters plade man stod på og som så vibrerede og gik lige i hele kroppen. Alt efter hvordan man stod, bøjede sig, sad på hug osv., så ramte vibrationerne forskelligt. Det var sindsygt godt og min hovedpine forsvandt efter ca. 10 sekunder på pladen. Så blev vi rystet godt igennem i ca. 5 minutter og gik så over til en omgang massage i solen. Der stod 4 massører og æltede folk, så 20 minutter dér, så havde vi også fået nok sundhed dén dag.
Fantastiske madoplevelser trods junk-food overalt
Kosten var den største udfordring, men jeg havde besluttet at tage det som det kom. Mit eneste krav til dem jeg gik med var bare at jeg ikke gad junk-food. Det gjorde de heller ikke, så dér var vi enige. Det lykkedes et par gange at undgå kulhydrater helt ved at fravælge brødet til burgeren, pommesfrites til bøffen osv. Den første dag gik jeg dog all in på noget supergodt mexicansk mad vi fik ved en af de mange foodtrucks der stod overalt.
Det smagte sindsygt godt og jeg kværnede en hel kurv tortillachips med god guacamole og fik verdens bedste taco til. Efterfølgende så jeg det var glutenfri chips og brød, så jeg blev jo nærmest helt lyksalig. Det smagte fantastisk.
The all-american breakfast
Et par morgener spiste vi på en rigtig amerikansk diner. Dér gik jeg efter den største omelet – en Philly Cheese Steak Omelet. Altså steak i en omelet på 3 æg. Jeg frabad mig hashbrowns og brød og bad om ekstra bacon, hvortil den helt perfekte servitrice svarede på sit drevne texanske ‘Oh… u tryin’ to do the loooowcarb thing honey’ hvortil jeg kun kunne svare ‘yes mam – I am!’
Brasilian Steakhouse for the win
Ellers spiste jeg kun når jeg var sulten, så sprang ofte et måltid over, for at blive sulten før aftenerne, hvor vi tit spiste sent. Sidste aften gik vi på brasiliansk steakhouse. Det var intet mindre end paradis for sådan en som mig. En kæmpe salatbar til fri rådighed, og så et skilt med en rød og en grøn side. Lå den grønne opad kom tjenerne med hver deres spyd med alt muligt forskelligt kød og så fik man bare alt man kunne æde.
Den typiske fejl man laver sådanne steder er jo at man selvom man ikke behøver, læsser godt med kulhydrater på tallerkenen. Der var kartoffelmos, ris, pasta, stegte kartofler mm., men jeg læssede grillede pebre, champignoner, broccoli, squash osv. i moderate mængder, og så åd jeg så meget kød at der skulle en god lang gåtur til efterfølgende for at systemet kom i balance igen. Jeg var heller ikke sulten før langt op ad dagen, den næste dag, hvor flyveturen hjem ventede.
Home sweet home
Dén tur gik fint, da det jo svarede til at være ‘nat’, så jeg spiste egentlig ikke så meget og sprang et par måltider over, så jeg var sulten da jeg kom hjem til egne kødgryder og fik et solidt måltid mad. Holdt mig vågen til kl. 22 lokal dansk tid og gik i seng. Sov som en sten, stod op kl. 5.30 og kørte til møde kl. 7.00 og oplevede ikke jetlag her heller.
I dag sov jeg så til laaaaaangt op på formiddagen. Ingen floorball, så ingen grund til at stille uret. Nu skal jeg ud at gå en lang tur i den kolde danske vinterluft, og så er vi helt tilbage i den danske døgnrytme, når jeg vågner ved 6 tiden i morgen tidlig 🙂
Rigtig god søndag derude!