Uge 2 post-sommer-protokol

Dejlig sød rom fra SkotlanderSå er det tid til status efter uge 2 efter sommeren, og arbejdet på at stramme op og reducerer lidt fedtdepoter. I dag handler det om om skridttæller og stillesiddende arbejde. Hvis I synes det lyder kedeligt allerede nu, så vil jeg skynde mig at sige at vi i går havde gæster og mæskede os i langtids-braisseret svinekam, stegte selleritern, ovnbagte kartofler og grillede grøntsager OG… ikke mindst en sovs lavet af smørstegte kantareller, hvidvin, stegeskyen fra svinekammen (som havde ligget 4 timer i en stegeso med grøntsager, æbler, oksefond og en god stout), en bakke Philadelphia-ost, fløde og cremefraiche 38%.

Dertil både hvidvin før maden, god rødvin til maden og efter maden en test af Skotlanders nyeste rom målrettet det publikum, der går efter den søde mørke rom – og det var den, sød, men med den helt rigtige Skotlander-signatur smag man får i hans andre gode mørke rom. Den kan anbefales på det kraftigste når den engang rammer hylderne under navnet ‘Great Dane Rum – barrel aged’.

Stillesiddende arbejde = minimal forbrænding

SkridttællerNuvel, denne uge har været ret meget lige ud ad landevejen. Startede igen med en 24 timers faste fra søndag aften til mandag aften. Så har jeg løbet en lille tur hver morgen pånær i fredags, hvor jeg gav benene en pause, efter torsdag aftens styrketræning med ekstra ben-træning.

Jeg er nødt til at erkende at jeg skal ha’ lidt mere cardio ind i hverdagen, især når jeg har så meget stillesiddende/stående arbejde som jeg har. Min skridttæller på mobilen viser typisk sølle 3000 skridt på en helt normal dag, og der skal altså en del til for generelt at kompensere for vores stillesiddende livsstil.

Derfor har jeg i denne uge været meget mere opmærksom på at gå meget mere på arbejde. Når jeg snakker i telefon, går jeg fra kontoret til møderummet og går generelt hele tiden mens jeg taler. Så går jeg ned efter posten og tager trappen en ekstra gang, går tilbage, går til køkkenet og henter vand, og gør alle ting hver for sig i stedet for at gøre flere ting på samme tid. Det betyder at skridtælleren nu viser omkring 5000 på en almindelig dag – alt tæller!

Det skal lige siges at jeg ikke har mobilen med på mine løbeture, så de skridt figurerer ikke på skridttælleren!

Kaffe vs. powerkaffe

Så har jeg vekslet mine morgener lidt mellem at drikke ren kaffe og powerkaffe, alt efter om jeg har villet tage en ekstra fastedag. Jeg tror det var onsdag hvor jeg efter min løbetur lavede powerkaffe (der jo i princippet bryder fasten) så jeg dels fik mit kognitive boost, men også kunne hoppe frokost over og forbrænde fedt frem til aftensmad. De dage hvor jeg har spist frokost har jeg drukket ren sort kaffe om morgenen, og det gør helt sikkert at jeg også ér sulten til frokost. Min eneste udfordring er at jeg når jeg spiser frokost, så er jeg ikke sulten om aftenen. Måltider har været ret striks no-carb, men jeg har altså ikke sluppet mine ostehapser helt, tænk at ha’ dét som last 😉

Mere bevægelse – få nu lettet r….

Motionsmæssigt har det som sagt været daglige løbeture fra morgenen og så styrketræning som sædvanligt hver anden dag, tirsdag, torsdag og lørdag. I dag skal jeg ha’ fundet på noget cardio, da vi ikke længere har hallen til floorball, men er i proces med at skifte klub. Jeg har også en have med en hæk, der skal klippes og en afsvedet plæne jeg lige skal ‘støvsuge’ med græsslåmaskinen påmonteret opsamler, så jeg skal nok få gået nogle skridt, men skal også lige ha’ puslen op, så det bliver nok min bakke-sprint x 10 træning plus et cirkelprogram.

Så nu vil jeg lette min røv fra stolen og slutte dagens stillesiddende arbejde for at komme ud og bevæge mig i solen, så længe den er der 🙂

Go’ søndag!!!

2 tanker om “Uge 2 post-sommer-protokol

  1. Hey Jørgensen

    Hvad gør 24-timers fasten godt for? Min ferie slutter i dag så jeg skal til at på den høje “Pas på Michael” klinge efter et år med for meget om ørerne og for mange kilo.

    • Heyyy Madsbøll – faste er den hurtigste vej til fedtforbrænding, MEN hvis man ikke er vant til at brænde fedt fremfor sukker/kulhydrat kan det være direkte ubehageligt at faste. Efter jeg er skiftet til at have reduceret kulhydrater til et minimum, så har jeg ingen problemer eller ubehag ved at faste 12, 24, 36 eller 48 timer, og fordelene er at kroppen efter ca. 16 timer begynder at brænde lagret fedt og mere interessant at kroppen begynder at rense sig selv. Autofagi hvor dårlige celler æder sig selv og hvor nye celler genereres – noget der hjælper til med at undgå alle mulige kedelige livsstilssygdomme. Kort og godt – du giver kroppen en pause, så den kan genopbygge og rydde op 🙂 Start evt. med bare at springe morgenmad over og vent med at spise til frokost, så er du over de 16 timer og kan mærke hvordan du har det 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *