Der er mange faktorer der spiller ind i forhold til vægttab. Søvn er en ofte undervurderet faktor, men ikke desto mindre er det vigtigt at tage søvn alvorligt. Mange af os bruger manglende søvn som udtryk for vores utrolige aktivitetsniveau og produktivitet, men faktisk kan manglende søvn være direkte ødelæggende for produktivitet.
Sammenhæng mellem manglende søvn og livsstilssygdomme
Matthew Walker, Director of the Center for Human Sleep Science at the University of California, Berkeley har lavet flere studier, der endvidere påviser sammenhæng mellem manglende søvn og alle de livsstilssygdomme jeg også har skrevet om på denne blog. Fedme, diabetes type 2, demens, alzheimers osv. osv.
I ét studie påvises det at voksne over 45 (yep så er man voksen) som sover mindre end 6 timer om natten har en 200% større risiko for at få blodpropper eller hjerteanfald.
Derfor har kroppen brug for længere perioders hvile
Hvorfor er søvn SÅ vigtigt? Det er som med mange af de andre faktorer vi kan stresse vores krop med. Kroppen bruger søvnen til at hele og helbrede, ved at sætte alle de mange processer i både krop og sind i ro. Fratager vi kroppen dette helbredende vindues svækker vi vores immunsystem. Så er kroppen mere modtagelig for påvirkninger og det er på den måde en negativ spiral, der igen medfører andre hormonelle forstyrrelser, bl.a. at kroppen holder på fedtet i stedet for at forbrænde osv.
SÅ… vi skal ikke bare sove nok, vi skal også sove godt.
Mellem 7-9 timer anbefales, men hvordan ved vi vi rent faktisk sover nok og godt nok? Jeg bruger min iPhones sengetidsfunktion, der påminder mig kl. 22:45 om at jeg skal til at gå i seng. Så rammer jeg sengen ca. 23:00 og så vækker telefonen mig blidt kl. 6:30. Det er 7,5 time som jeg synes fungerer for mig.
En overgang testede jeg en app, der endvidere monitorerede hvordan jeg sov. Jeg skulle ha’ telefonen liggende ved hovedpuden og så målte den på bevægelser, lyd mm. og gav en analyse af søvnen.
Jeg aner ikke hvor præcist og hvor god den er, men jeg har droppet den af to årsager. For det første bryder jeg mig ikke om at have min telefon liggende helt tæt på mit hovede når jeg sover. For det andet var søvnanalyserne så nedslående at jeg følte mig helt i underskud fordi jeg havde fået at vide at jeg havde haft en helt uregelmæssig ujævn søvn og reelt kun sovet 3-4 timer ud af de 7,5 jeg havde ligget i sengen 🙂
Næhhh, så vil jeg da hellere føle mig overbevist om at jeg (som jeg også føler) rent faktisk HAR sovet ca. 7,5 timer og være frisk derefter!
Lad være med at sove længe i weekenden
Uha, jeg har altid været god til at sove længe hvis jeg fik muligheden. Bare ligge og trække den til kl. 10 sådan en lørdag morgen. Det gør dog bare at man fucker sit søvnmønster op og skal bruge ugen på at genoprette. Derfor har jeg på det sidste forsøgt at stå tidligt op lørdag morgen. Søndag giver sig selv, da jeg skal op til floorball.
Min vane med at blive længe oppe fredag aften og derfor sove endnu længere lørdag morgen var… netop bare en vane. Og én af dem hvor man lige pludselig stopper op og ser at ens liv har ændret sig og forudsætningerne også er ændrede.
Jeg sad f.eks. og spillede playstation til langt ud på natten. Og sov så længe. For et par uger siden tænkte jeg så ‘hvad nu hvis jeg går i seng til normal tid fredag, og så står tidligt op og spiller playstation’. Det gjorde jeg, og følte jo pludselig jeg fik meget mere ud af dagen, plus at jeg faktisk ikke gad spille så længe netop fordi… man var i gang med at bruge dagen.
Den bedste effekt var dog at mandag morgen ikke var så træg som den ellers kan være. Så tænkt over hvad din ‘gevinst’ er ved at forskyde din weekendsøvn og om man ikke kan gøre de ting man gerne vil i et normalt ‘vågent vindue’.
Så sov godt når I når dertil i aften, sov nok og gi’ den max gas i dine produktive, vågne timer 😉