Så er vi igang med et nyt år, og dermed også nytårsfortsætter, nye mål osv. osv. Det er egentlig lidt sjovt at vi samler til bunke løbende og så én gang om året lover os selv at NU skal det være, men jeg har det selv sådan. Hvert år reflekterer jeg og finde de områder jeg vil have i fokus på i det nye år. Noget lykkes, andet gør ikke, men mit bedste råd er at sætte bæredygtige, realistiske mål.
Det kunne være at skyde lidt under målskiven bevidst. De fleste prøver at ændre alt på én gang, og så er succesraten minimal. Jeg vil ændre min kost, jeg vil løbe hver dag, jeg vil styrketræne, jeg vil stoppe med at ryge, drikke, spise slik, kage osv. osv. Det er næsten dømt ti at gå galt, for halter det med bare ét af målene følger resten typisk med.
Hvad Kan du realistisk gøre resten af dit liv?
Så hvis målet f.eks. er at ‘komme i form’ vil måske 80% tænke at det er kalorier ind vs. kalorier ud og den mest udbredte forestilling om hvad der er den bedste metode til dét er løb. Når vi løber oplever vi dels følelsen af at vi gøre noget, kroppens belønningssystemer aktiveres, vi kan mærke os selv, det er hårdt, vi sveder, bliver forpustede og så forbrænder vi ganske rigtigt en masse kalorier.
Løb er rigtig fint hvis man kan gøre det til noget man rent faktisk kan li’, noget man ser frem til, noget man IKKE KAN UNDVÆRE! Så første skridt er at sige til sig selv, er det her noget jeg kan gøre regelmæssigt resten af mit liv?
Derfor er løb ikke den bedste metode til vægttab
Jeg tror den primære årsag til at rigtig mange ser løb som nr. 1 mest effektive metode til vægttab er at det typisk er en metode, man ikke er konsistent med og derfor ‘virker den’, hver gang den introduceres. At gå fra en ikke-aktiv livsstil, til at ændre til en aktiv livsstil, vil selvfølgelig sende et signal til kroppen om at nu kan vi godt smide noget fedt, for der er brug for brændstof til den nye livsstil. Så ser man vægten gå ned og bliver bekræftet i at det her løberi det virker altså.
Så kommer der en periode, hvor vægttabet stagnerer, og samtidig er man måske ved at indse at det måske ikke er helt realistisk at opretholde de her daglige eller ugentlige løbeture. Grunden til at vægttabet stagnerer er at man nu har sendt et signal gentagne gange til kroppen om at der er brug for brændstof hele tiden og mere end der plejer, og så smider kroppen ikke bare alle depoter på bålet, men skruer ned for forbrændingen, og begynder også at smide muskelmasse, da en lettere krop skal bruge mindre energi til hele tiden at løbe.
Og når både motivation og vægttab stagnerer, jamen så fiser det ligeså stille ud. Fred være med det, jeg tabte mig jo lidt, jeg kan altid gøre det igen, jeg ved jo det virker. Ja, for så sender man igen et signal til kroppen om at den godt må skrue op for forbrænding – og på den måde bliver man hele tiden bekræftet i at det virker, men det er ikke bæredygtigt.
Alternativ skruer man mere og mere op for løbet og reducerer sit kalorieindtag, og så er man på en farlig vej, hvor man mentalt ikke kan forstå det ikke virker, men kroppen skruer mere og mere ned for at kunne overleve – shitshow, men desværre meget udbredt. Man skal vide hvor man er ift. forbrænding før man leger kalorier ind vs. kalorier ud. Oftest skal man skrue lidt op for kost ved start på vægttab og træning.
Kæmpe resultater uden sved på panden?
Så hvad skal man så gøre? Jamen igen skal man finde noget man godt kan li’ og som er bæredygtigt. Og er man et sted hvor man ikke rigtig gør noget, skal der ikke så meget til for at skabe store forandringer. En lang gåtur er en no-brainer, da det er noget der ikke kræver nogen forberedelse, det kan gøres uden man kommer til at svede og effekten af sådan en lav-intensitets aktivitet skal ikke undervurderes. Vi tror bare at man SKAL svede for at forbrænde kalorier. Hvis man vil det er en HIIT træning et lang bedre alternativ til løbeturen, da det er korte intensive ultrahøj aktivitet, der skyder forbrændingen igang lynhurtigt, men vigtigst af alt, laden den køre længe efter træningen er stoppet.
På samme måde med styrketræning. Direkte modsat af udholdenheds-aktiviteter som løb, spinning, zumba og alle mulige holdaktiviteter, hvis største succeskriterie er at efterlade folk svedende og ømme, så sender man med styrketræning et signal til kroppen om at bygge muskler, og blive stærk. Jo mere muskelmasse man bygger, jo højere forbrænding og dermed en naturlig fedtforbrænding – der behøver ikke blive gemt noget til lange udmattende aktiviteter.
Og man kan nøjes med 2-3 træninger i ugen hvor man laver de mest basale compoundlifts squad, dødløft, overheadpress, pull-ups, bænkpres osv. Måske ikke både squad og dødløft i samme træning. Og er man ny indenfor styrketræning er det også den bedste måde at komme i gang på. Få øvelser som man i starten træner med let vægt så man kan lave øvelsen ordentligt. Det handler ikke om at man skal være øm dagen derpå, det er faktisk et tegn på at man har overtrænet, igen skal vi udenom de her fejlagtige opfattelser af hvad ‘beviset’ på en effektiv træning er.
tænk ikke kun vægttab
Tænker man så på andet en blot at tabe sig, så kan man på et par af off-dagene, lave noget mere funktionelt lav-intensitet træning, som yoga, mobilitetstræning, elastikker mm. Tro mig, med helt simple og meget milde træningsindsatser kan du opnå større, men ikke mindst mere vedvarende resultater, så drop tanken om go-hard-or-go-home og alle de helt latterlige motivationssætninger, der kun prøver at bekræfte at man skal lide for at det virker – not true!
Mit eget fokus for 2022 er ikke så meget fokus på vægten, men at blive stærk, både fysisk og mentalt. 2021 har budt på en masse udfordringer, der har slidt på psyken, og når psyken er nede kan træning også være en yderligere stress på kroppen, ligeså vel som det kan være det der holder det psykiske pres væk. Jeg kommer til at skrive mere om dette, men starter lige let med mine råd til dig der skal igang med en masse ændringer – start let med små mål, så er det nemmere at få små successer.
Godt nytår… hov, et af mine fortsæt var også at komme igang igen med bloggen, så nu skal vi se om jeg kan holde motivationen oppe 😉