5 typiske fejl når du vil tabe dig – og 5 gode råd til hurtigt vægttab

Lige nu er sommer og ferietid over os, men på et tidspunkt er det tilbage til dagligdagen. Her står et hurtigt vægttab højt på fleres ønskeliste. Fordi der er røget et par kilo ekstra på under ferien, hvor der er blevet daset, drukket og spist godt. De fleste har en idé om hvad der skal til for at komme tilbage i form, men jeg vil her liste de 5 typiske fejl når du vil tabe dig, og give mine 5 gode råd til et succesfuldt og hurtigt vægttab.

Hvor hurtigt du taber dig handler om hvordan din normale kost ser ud, hvor meget ekstra fedt du har på kroppen, og hvad dit forhold til motion er. Det handler også om dine overbevisninger og din identitet – hvorfor er et vægttab vigtigt for den du er? Vi er alle forskellige og er nødt til at tage udgangspunkt i os selv når vi skal ændre på vores livsstil, men jeg er sikker på at rigtig mange kan genkende sig selv i nedenstående, og dermed også få gavn af de efterfølgende råd. Der er i hvert fald intet at miste…. udover en masse overflødige kilo 🙂

Nå, først de mest almindelige fejl de fleste gør når de efter ferien skal hurtigt tilbage i form igen.

Nr. 1 – jeg går i gang på mandag

Motivation er fint, og man er som regel rigtig motiveret efter at have set vægten gå op og op. Når man har ferie er det også nemmere at sætte sit starttidspunkt for vægttabet, nemlig med starten på dagligdagen. Så de fleste siger at med starten på arbejdsdagen, så starter de gode rutiner igen, og så går man igang for alvor.
Fejlen ligger ikke i at man sætter en startdato, det er superfint, fejlen er typisk at der ikke rigtig er en konkret plan herefter andet end at gøre det man plejer at gøre. Det man selv forbinder med gode vaner.

Nr. 2 – nu skal der brændes kalorier

Når vi tænker hurtigt vægttab tænker de fleste motion som det mest effektive våben mod vægten. Den generelle opfattelse af at hvis man brænder flere kalorier end man tager ind, så taber man sig. Det er også overordnet korrekt, men de fleste tænker ikke over HVOR meget der egentlig skal trænes for at få en negativ balance, og at sætte kalorieindtaget ned kan være en kedelig oplevelse for folk der brænder kulhydrat som energi fremfor fedt.
Det der typisk sker er at man i sin iver for at tabe sig hurtigt går fra at lave ingenting, til at løbe eller træne hver dag. Det kan sagtens have en gavnlig effekt, især hvis man normalt træner meget, men for nogen kan det faktisk virke modsat. Kroppen stresses, kortisol øges, kroppens forsvarssystemer holder på fedtet for at overleve denne pludselige energiudladning, der kræver energi til rådighed.
Man brænder hurtigt ud, motivationen dykker og når man rammer weekenden efter den første uge, føler man at man virkelig har fortjent at forkæle sig selv og så kører rutchebanen igen.

Nr. 3 – hvad tror du er sundt

Så kommer vi til endnu en af de store misforståelser når det gælder vægttab. Kosten. De fleste tænker sundt som masser af grønt, fuldkornsprodukter, magert kød og ikke noget fedt. Sukker og alkohol ved alle også er no go i forbindelse med vægttab.
Problemet især omkring vores fedtforskrækkelse er at kroppen har brug for fedt. De fleste tænker at fedt sætter sig, men fedt forbrændes ganske let, hvis kroppen vel og mærke får lov. Og her er den største fejl. De fleste er på en kulhydrat-rig kost, der gør at kroppen brænder kulhydrater fremfor fedt, og når man gør det så er det op ad bakke at tabe sig.
Eller… det kan lade sig gøre, det er bare meget hurtigere og mere effektivt hvis man lader kroppen brænde fedt i stedet for sukker (kulhydrat). Så sundt er måske mere masser af grønt, ingen korn- og grynprodukter (brød, pasta, ris osv.), ingen sukker (fredagsslik), men faktisk gerne alkohol i små til moderater mængder. Og så masser af sundt fedt fra både kød, grønt og mælkeprodukter medmindre man har et issue med dét.

Nr. 4 jeg er jo i gang

Den fjerde store fejl jeg vil fremhæve er vores utrolige evne til at bilde os selv ind at vi er på rette vej. Lidt som effekt af manglende resultater bliver vi gode til at forfalde til gamle vaner og fortælle os selv at det er ok, fordi vi er i proces. Vi er i gang med vores vægttab, også selvom vi forventede markante resultater efter vores intensive start, så står man der 3 mdr. efter og har slet ikke nået de mål man havde i hovedet da man startede. Sikkert fordi de mål var overambitiøse da de blev sat på et tidspunkt man var mest ked af sin krop, og derfor meget motiveret for at lave den store ændring. Så vi finder ud af at vejen er lang (fordi vi i princippet ikke har gjort noget anderledes end det vi plejer), motivationen dykker og vi begynder at fortælle os selv at det også er ligemeget, at det er ok at have den vægt vi har, at der skal være plads til fredagsslik og kage på arbejde osv. osv. Det bliver vores lette overbevisning indtil jul og nytår rammer og vi igen tager for meget på og igen er sikre på at EFTER jul og nytår SÅ gør vi noget ved det.

Nr. 5 hvad for en kur skal jeg vælge

Sidste fejl er at man går på opdagelse på nettet og i div. magasiner og blade for at finde den rigtige kur for en. Det er fint hvis man kan motivere af en kur, men det kan være ligeså demotiverende hvis det ikke virker med det samme. Problemet er som jeg skrev helt i starten at vi alle har et forskelligt udgangspunkt. Så at få at vide hvor meget man må spise, hvad man må spise, hvornår osv. osv. er kun brugbart hvis man forstår at føle og mærke hvad det gør ved ens krop. Hvorfor slæbe sig gennem sultekure, suppekure, pulverkure mm. hvis det ikker er sjovt.
Hvis det ikke er noget man har det godt med, vil hurtigt vægttab og sund livsstil blive noget man forbinder med noget negativt, et onde man skal igennem for at få lov til at leve som man (tror) man gerne vil. Det bliver en hård rutchebane og bestemt IKKE sundt for hverken kroppen eller humøret.
Drop specifikke kure og begynd at forstå PRINCIPPERNE bag vægttab og sundhed generelt.
Selv når vi bevæger os blandt de der HAR knækket koden, er der altfor mange der bliver religiøse om den metoder der virker for dem, men det sjove er at kroppen kører optimalt hvis man skifter lidt mellem hvordan ens kost f.eks. ser ud om vinteren ift. om sommeren. Så snart vi skifter i vores kostsammensætning, skal kroppen håndtere skiftet og sætter gang i de processer der er nødvendige og hvor afgiftning og fedtforrbænding blot er nogle af de gode konsekvenser. Kender man principperne kan man let skifte lidt mellem f.eks. overvejende vegetarisk, til mere kød og mættet fedt, til plantebaseret, til perioder med mere frugt, mindre frugt og sågar… kulhydrater i perioder.

Derfor får du her 5 godebrugbare steps for at få succes med et hurtigt vægttab, men måske vigtigere nogle principper der kan give vedvarende resultater og som du kan udforske yderligere ift. hvad du ellers finder ud af virker og ikke virker for dig.

Nr. 1 – motivation og identitet, hvorfor er det vigtigt for dig?

Start med at spørge dig selv om hvorfor et vægttab er vigtigt. For mig selv var det tidligere udelukkende forfængelighed. Nu er det i langt højere grad optimering ikke bar af min fysik, men i høj grad de mentale og kognitive aspekter, samt at holde min krop ‘ung’ så længe så muligt og forhåbentlig undgå en masse livsstilssygdomme.
Hvad er vigtigt for dig? Det kan være at du måske HAR en truende livsstilssygdom og ønsker at overleve? Det kan være du bare har 4 kilo du synes er irriterende man lige kan ane i form af en lille topmave, eller det kan være du bare har opdaget at det ikke nødvendigvis behøver være sådan at man når man er over de 40 bare begynder at se lidt kedelig ud? Hvorfor er et vægttab vigtigt for dig – jo mere du graver i dét jo flere sandheder kan der komme frem, og jo mere ærlig du er overfor di selv, desto bedre chancer har du for at lykkes med dit projekt.

Nr. 2 – analyse af hvor det er vigtigst at sætte ind

Når du ved hvorfor du vil ændre noget, så skal du lave en analyse af hvor du kan sætte ind, og hvordan og hvornår du skal sætte ind. Så tag dit livshjul som jeg skriver om her, og find ud af hvilke områder du skal have fokus på. Lidt i tråd med ovenstående kan der være mange andre faktorer du bør have fokus på, men da det er nemmere at få øje på den fysiske topmave er det tit dér vores fokus rettes. Ved at tage alle livets aspekter i betragtning kan det sagtens være at en indsats på f.eks. relationer kan give det overskud eller den motivation til at de ting man skal gøre for at tabe sig sker af sig selv. Så hvor skal du i gang, er det kosten, motionen, relationer, arbejdsmæssige udfordringer osv. osv.
Der er mange der kan hjælpe dig med at lave en sådan afklaring, hvis du ikke lige selv har værktøjerne. Find en god coach, men også en der måske ligner dig lidt, så der ikke kommer den skævvridning jeg nogengange ser når en 20 årige fitnessinstruktør skal rådgive en +40 person. Det kan kun blive basics, hvilket kan være fint for nogen, men vær lige kritisk med hvad du vil ha’ ud af ‘et forløb’.

Nr. 3 – tidsplan med overkommelige delmål

Jeg kan selv godt lide at ting skal gå hurtigt. At jeg skal ha’ en overkommelig tidsramme for mine projekter både privat og professionelt. Derfor tabte jeg mig de her 5-6 kilo på kun to uger. Fordi jeg tog ALLE de principper i brug jeg havde lært forinden og netop IKKE gjorde som jeg plejede, prøvede at træne mere, hårdere og spise ‘sundt’. Jeg kunne jo ikke træne pga. en skade, så jeg var tvunget til at gøre noget andet og det virkede.
Måske er tidsplanen ikke lige så vigtigt som de steps man kan have planlagt. Du er nødt til at starte et sted. Jeg kender dig ikke, men jeg sagde til mig selv – fra i morgen er det ingen kulhydrater, det er masser med godt fedt og grøntsager og så skal jeg ha’ det sjovt.
Siden har jeg implementeret masser af nye gode ting der både har effekt på vægttab, men også optimering af alt muligt andet og nu er vi der hvor vi snakker reproduktion af stamceller, autophagy, hvor kroppen f.eks. under faste selv rydder op i dårlige celler mm., supplementer og metoder til at optimere træning osv. osv., det er pissesjovt at nørde med og være sin egen forsøgskanin.

SÅ… start let og med basics. Sover du 8 timer hver nat? Drikker du rigeligt med vand? Fjern så meget kulhydrat som muligt fra din kost – jo mere du fjerner jo hurtigere taber du dig? Gå stille og roligt i gang med motion – faktisk, bare gå lange ture hver morgen før du spiser morgenmad. Forsøg dig med fasteperioder på 12-16 timer, prøv bare at springe morgenmaden over og vent med at spise til frokost. Prøv noget nyt noget andet, der er masser af idéer her på min blog og alle mulige andre steder.

Nr. 4 – aktivér dit netværk, offentliggør dit projekt

Det er så let at lave aftaler med os selv, men når ingen ved noget er det også let at lave aftalen om. Så sørg for at nogen ved at du er i gang med at ændre noget og som kan holde dig op på det og følge dig. Jeg har startet denne blog, dels for bedre at huske de ting jeg lærer løbende, men også for at tvinge mig selv til at tage min egen medicin (det var så det dårligste ordvalg her)… walk the talk, put my money osv. osv.
Hvis du ikke kan holde aftaler for dig selv, så sørg for at inddrag andre. En anden idé er at tage billeder af dig selv – yes, den klassiske toiletselfie. Det er bare den nemmeste måde at følge sin udvikling på – både frem og tilbage. Jeg har lavet en instagram til dét, hvor jeg også poster billeder af de sære ting jeg eksperimenterer med, de superlækre måltider jeg får, de gode øl jeg drikker osv. osv.
Det er en sjov måde at dokumentere sin proces på og man bestemmer jo selv om det er privat eller ej.

Nr. 5 – brug en rollemodel og/eller et alter-ego

Sidste råd er at bruge en rollemodel eller skabe et alter-ego. Det er en stor hjælp at kunne se sig selv som den man gerne vil være. Ikke bare fysisk med six-pack og det hele, men også mentalt. Hvem er det jeg gerne vil være, hvordan skal folk se mig og opfatte mig. Det kan være en person du syntes var sej da du var lille. Jeg har ikke tænkt over dette, men jeg genoptog jo faktisk min taekwondo-karriere sidst i 80’erne fordi jeg så Jean Claude van Damme i Bloodsport. Det er hysterisk sjovt at tænke over nu, men jeg VILLE jo være som ham, så der ligger jo en ressource dér jeg kan udnytte, selvom om mit forhold både til van Damme og den gamle film nok er ændret lidt under tiden.
Hvem vil du være, hvilke karaktértræk vil du styrke eller ha’ og hvordan får du dem. Find din rollemodel eller dit alter-ego og kopier, efterlig og implementer.

Og til allersidst – det vigtigste råd. Husk at der IKKE sker noget som helt hvis du ikke ændrer noget, så bare det at ændre én ting en gang imellem, kan også få dig derhen hvor du gerne vil, hvis du altså ved hvor dét er 😉