Helløøøøøøw og rigtig god søndag. Jeg sidder med den infrarøde varmelampe under bordet. Den varmer dejligt på min ene knæhase som de sidste 20 minutter af dagens floorballkamp begyndte at stramme lidt. Er sikker på at dén er klaret før jeg er færdig med dette indlæg. Som skal handle lidt om squishies! Yes – denne uge fandt miljøstyrelsen ud af at det måske ikke var så sundt for vores børn at lege med de populære squishies.
Squishies dømt ude
Og igen er vi hurtige til at blive enige om at det er galt der skulle gå så lang tid før nogen fandt ud af at det legetøj var potentielt skadeligt. Jeg har været ligeså blåøjet og naiv som alle andre forældre, men holdt mig selv langt fra at snuse og røre ved min datters squishies, netop fordi de duftede så syntetisk og man fik sådan lidt glatte fingre når man rørte dem.
Sådan noget skal vi da være meget bedre til med vores sunde fornuft at reagere på, men det er jo nok meget sigende i forhold til hvor meget vi stoler på systemer og styrelser og de der skal beskytte os.
Hvad er der derude af giftstoffer udover squishies
Jeg tænker at Danmark er meget langt med lovgivninger og regler mod ting der kan være sundhedsskadelige, men alligevel er vi nødt til at tage ansvar selv. I hvert fald sætte nogle forbehold op for hvordan vi omgiver os med potentielt farlige ting i dagligdagen.
Vi udsætter os selv for giftstoffer dagligt, så skridt nummer ét er at minimere. Tag en dag og overvej hvad du spiser, drikker, hvad du bruger af kosmetik, cremer, shampo osv. og hvad du udsættes for på din arbejdsplads, ude og hjemme.
Kan du spise din shampo og kosmetik?
Når vi er i et dejligt varmt bad, åbner vores porer i huden sig og er meget mere modtagelig for det vi smører på, så tjek din bodyshampo og din bodylotion. Du skal tænke om du i princippet ville spise det du smører på dig, for det kommer ind i kroppen ligesom hvis du spiste det. Overvej om det er nødvendigt at vaske hår i shampo hver dag – jeg vasker mit hår 1-2 gange om ugen, og er ikke mere hellig end at jeg tager det shampo der står i badet. Det er måske svanemærket eller allergivenligt, men jeg har ikke tjekket det grundigt. Min bodyshampo er åh så økologisk, men den skal jeg også lige nærstudere.
Giftstoffer i fisk og fedt
Selvom du holder dig til clean eating og undgår forarbejdede fødevarer, så er der uundgåeligt giftstoffer i fisk, både frisk, røget og på dåse. Udover tungmetaller er der også mikroplastik i mange fisk, så lige meget hvor gerne vil vil undgå det, kan vi ikke. Der er delte meninger om hvorvidt fisk er sundt, når der nu er alt muligt skidt i, men jeg synes overvejende at høre at det trods alt er bedre at få fisk end at undvære. Man kan så detoxe det værste med f.eks. aktivt kul som jeg skrev om i forrige indlæg.
Ligesom vi selv lagrer giftstoffer i vores fedtdepoter, så er det det samme med dyr, så det kød vi spiser kan også have giftstoffer i sig.
Drikkevand og vin skal være rent
Vores drikkevand i Danmark er af høj kvalitet, men der er stadig spor af pesticider mm., så at rense sit vand med f.eks. kul kan også reducere den daglige giftpåvirkning, og så skal man også være opmærksom på sine drikkevarer. Jeg drikker mindre og mindre rødvin, og når jeg gør prøver jeg at finde nogle med så lidt tilsætningsstoffer som muligt, men det er en gråzone med økologisk vin, biodynamisk vin, naturvin osv. så det kræver en del research at finde ‘rene vine’.
Planter kan hjælpe med at reducerer giftstoffer
Vi fik malet et møderum for et stykke tid siden og det var nærmest ikke til at være derinde i flere uger efter. Man ved jo at når man kan dufte malingen, så er det ikke sundt at være derinde, men man gør det upåagtet. Hvad med printeren der også afgiver giftdampe osv. osv. Hørte i en podcast at planter jo er supergode til at opsnappe giftstoffer i luften. Et forsøg med bregner i en negle-klinik viste at indholdet af giftstoffer som acetone i luften blev reduceret med mellem 80-90% i klinikken med planterne. Værd at overveje? Vi har lige fået nyt kontor med planter… de er dog af plastik fordi vi er mænd og mænd pr. definition ikke kan holde rigtige levende planter, men måske skulle jeg snige en bregne ind og dedikere mig til at holde den i live, så den kan gøre gavn for os?
Hvem er de voksne der skal beslutte på vores vegne?
Vi smed Sofias squishies ud nærmest dagen efter nyheden var ude, og heldigvis var hun selv forstående overfor at det var nødvendigt. Se hvor nemt det er for os at reagere promte når myndighederne sætter ord på noget vi måske godt vidste. Så hvad med alt det andet vi måske godt ved. Skal vi vente med at der er nogen voksne der siger dét til os?
Vi voksne ved at det er farligt at ryge – det afholder os ikke fra at gøre det. Vi ved at sukker på ingen måde er godt for os i store mængder, alligevel vil vi ikke slippe vores fredagsslik. Nu fik vi at vide at squishies er farlige og en uge senere er der ingen danske børn der har nogen på deres værelser, fordi vi som voksne tog ansvar.
Når det ikke er en mulighed at isolere sig
Vi omgiver os med virkelig meget forurening både i form af giftstoffer, men også f.eks. stråling, men det er både uoverskueligt at kortlægge forureningen og endnu mere uoverskueligt at finde ud af hvordan man kan undgå det. Og det kan man stort set ikke medmindre man flytter langt ud i afstand fra alle mobilmaster, syreregn, forurente grundvand os, og de steder er der ikke så mange af.
Vi har valgt et liv med forurening, men det ér muligt at reducere hvordan vi forurener os selv, så se hvad der giver mening for dig, og find den balance der gør at du ikke er hysterisk, men bare ganske fornuftig og opmærksom.
Giv din krop de optimale betingelser for at klare forurening mm.
Vores krop kan klare rigtig mange ting, også selv giftstoffer, men jo flere giftstoffer der skal håndteres jo hårdere presser vi vores system, og hvis presset er for hårdt ser vi desværre konsekvenserne som kræft og andre ubehagelige sygdomme. Så tænk over hvor du kan reducerer presset og optimere kroppens betingelser for at bruge ressourcerne hvor det er bedst.
Go’ søndag og farvel squishies 🙂
Og nå ja… min knæhase er varm, blød og klar igen 😉