Tilbage i de gode rutiner

Den opmærksomme læser (som jeg ved jeg har i hvert fald én af derude) har måske bemærket at der kan være helt stille på bloggen, og når der så kommer et indlæg er det typisk om noget, hvor jeg har ændret nogle rutiner, prøvet noget nyt, eller hørt/læst noget jeg synes er værd at dele.

Hvad så med de uge hvor der er stille, er det fordi tingene kører på det jævne og måske engang i mellem mindre optimal – tjo, det kan der måske være noget om, MEN… sidste søndag skrev jeg ikke og sidste weekend/uge var en fantastisk en af slagsen. Hvorfor? Fordi det var en uge hvor jeg kom tilbage i de gode rutiner.

Næsten alt for meget på én gang

Fordi fitness lukkede dørene op igen, vi måtte spille floorball igen og så fulgte mit meget savnede wellness efter med åbning fra i mandags. Så lørdag morgen hoppede jeg rundt som et lille barn juleaften og glædede mig til kl. blev 10 for dér åbnede fitness. Og tro det eller lad være, men jeg blev sgu’ helt rørt, da jeg stillede mig ind under vægtstangen for at lave de første rigtige squads med vægt på siden alt det her startede. Jeg tog lige et par dybe vejrtrækninger og tænkte ‘hold kæft jeg har savnet det her’. Så tog jeg de første squads og glæden blev i 3. sæt afløst af en sær muskelkrampe i venstre baglår.

Glad som et lille barn juleaften

Jeg havde eller lovet mig selv at starte stille og roligt, men selv med lav vægt var jeg nok lidt for dybt i mine squads, så jeg stoppede dér og fortsatte med andre muskelgrupper. Trænede nok en halv time effektivt og snakkede ditto længe med de kendte ansigter der var der. Jeg havde jo troet der var propfyldt og var klar til bare at vende om og køre hjem, hvis parkeringspladsen var fyldt, men det var jo kun de helt fanatiske fitness-freaks som mig selv, der var der. Vi snakkede alle om hvad vi havde lavet af underlige alternative træninger under corona, hvad der havde været det værste og om hvor hurtigt vi ville komme tilbage i normal eller bedre form.

Fordelen ved at bryde rutiner

Det gode ved pause har jo netop været at man har været tvunget til at træne anderledes, dvs. bryde rutiner, og måske har træningerne være mere funktionelle end tung styrke, og når man så kommer tilbage til træningscentret er ‘basen’ blevet bedre, og musklerne skal nok komme hurtigt på igen. Har trænet 3 gange nu, og sidder klar til at tage derop igen såsnart dette indlæg er færdigt, og jeg HAR kunnet mærke min krop, selvom jeg har taget det stille og roligt.

Søndag var jeg også glad som et barn, da jeg stod op kl. 07 for at komme til floorball. Her mødtes jeg med ligeså glade og sultne floorballspillere, men blot for at finde ud af at hallen var låst. Den skal åbenbart officielt godkendes til åbning af kommunen. Nå, jamen så spillede vi bare i solen på multibanen og havde to timers forløsende floorball kamp, med sved, svinere, grin og heldigvis ingen skader.

Har savnet den lille bold at løbe efter

Fantastisk svedetur

Tirsdag stod jeg så op kl. 06 og tog i wellness, der trods restriktioner, regler og nye rutiner, var lige så tomt som før corona. Jeg sad mutters alene i den største sauna, da den jeg plejer at bruge var ved at blive fornyet. Og hold da op, hvor var det også savnet. Efter en times sved, koldtvandsbad osv. osv. var jeg mentalt helt oppe at køre og havde næsten glemt hvor godt man har det efter sådan en tur.

Så nej… sidste søndags manglende indlæg var ikke pga. en sløv eller mindre optimal uge, tværtimod var det en FANTASTISK uge, og nu glæder jeg mig til endnu en uge tilbage i de gode rutiner.

Udnyt isolation til at ændre vaner

Så går vi snart ind i tredie uge med isolation og social distance som er begreber vi nok ikke havde forestillet os få så stor opmærksomhed for bare en måned siden.

Jeg vil komme med ét råd, men et meget vigtigt et af slagsen, og det er at udnytte situationen til at ændre gamle vaner og rutiner, og se de nye muligheder der altid ligger gemt, når hverdagen og rutinerne brydes af ydre omstændigheder.

Når verden vender tingene på hovedet

For mig selv kan jeg sige at den første uge med hjemmearbejde havde én negativ effekt, nemlig at alle dage føltes som fredag, og grænsen mellem arbejdsdagen og privatsfæren blev udvisket.

Det betød at der kom en ikke særlig gavnlig rutine, der hed et glas hvidvin hver dag, og rødvin om aftenen. Hyggeligt, men det dur’ jo ikke i længden, og slet ikke 3 uger eller mere.

Så efter en lidt rodet start på det her hjemmearbejdsliv, besluttede jeg mig for at fokusere på struktur, og på at vende situationen til noget mere gavnligt. Som da hele dette projekt startede med at de ydre omstændigheder blev ændret, og jeg valgte at gå en helt anden vej. Her vil jeg beskrive 7 positive tiltag jeg har lavet i denne underlige tid.

Denne gang tog jeg udgangspunkt i hvad der ligger af skjulte positive elementer, der kunne arbejdes med. Første oplagte gave i alt dette er at jeg ikke skal op kl. 6.30 for at få alt klar til at kunne køre søn og mig selv ind til byen til kl. 8.15.

Dvs. jeg uden problemer kan få 8+ timers søvn når jeg går i seng mellem 22-23 om aftenen. Big win på søvn-parameter allerede dér. Så har jeg halvanden time indtil jeg officielt ‘møder ind’. Det har jeg hele denne uge brugt på at gå en lang tur i det helt fantastiske vejr vi har haft.
Så fastende low-intensity-cardio 1 time. Kommer hjem, tager et bad, tager rigtig tøj på og sætter mig ved computeren, så jeg mere føler at jeg er på arbejde.

Så kører jeg i intensive sprints, tiden går nærmest hurtigere end når jeg er på kontoret, men jeg tager pauser, hvor jeg går ud i solen (igen tak for sol i disse tider), og når jeg har en telefonsamtale går jeg rundt i bare tær’ i græsset og suger sol og d-vitamin til mig. Igen win på sol, luft og grounding.

Business calls these days

Så har jeg droppet vin i hverdagen. Det skal være en luksus der er forbeholdt weekenden, og igen også en måde at skille tingene ad, fremfor at det hele flyder sammen. Dertil ultra-low-carb på kosten. Faste hver dag til middag, og så har jeg kørt grønne smoothies til frokost, da det også er nemmere hjemmefra, så win på dén også.

Min arbejdsrutine har også nydt godt af at blive rusket. Når man normalt er struktureret med en dagligdag på kontoret og meget striks skelnen mellem arbejde og privat, så åbner denne situation op for at man stadig kan skille ting ad, men at det f.eks. kan være ok at tænke arbejde, eller lave en arbejdssprint på en søndag formiddag. Ikke at jeg aldrig har arbejdet i weekenden, men nu tillader mit mindset at jeg gør plads til at reflektere over arbejde, også når jeg går min tur, eller sidder (som i dag) en søndag formiddag og tænker gode tanker om arbejde. Fordi dette også er en tid, hvor mit arbejde, mit firma og måden vi skal holde os i live også kræver fokus. Hvordan udnytter vi situationen til vores bedste.

Når jeg så nærmer mig ‘fyraften’ bliver dén markeret med enten en ude-træning, eller endnu en gåtur og gerne med nogle af de andre i familien, der trænger til at komme ud, og væk, så big win på det sociale samvær med familien. Faktisk har jeg oplevet et utroligt sammenhold i familien, meget få skænderier, og meget meget kvalitetstid sammen. Jeg har sågar spillet brætspil og nydt det… og nu er det dokumenteret for altid i dette indlæg.

Nye træningsrutiner

Udetræning er en kærkommen mulighed for at skifte træningsrutiner og måske især for mig, der har haft svært ved at ændre min træning i fitnesscentret. Nu er det lukket, men jeg har 2 kettlebells, mit traktordæk, nogle sten, et trampolinstativ og hvad der ellers kan bruges til nogle udmærkede træninger, der rammer kroppen helt anderledes end den sædvanlige træning, så stort win dér på at få ændret sine rutiner, og angribe kroppen på nye måder.

Så… en kort opsummering af 7 gode tiltage denne situation har givet mig:
1. Bedre/mere søvn
2. Low-intensity-cardio (gåtur) hver morgen
3. Struktureret arbejdsdag med plads til sol, luft og grounding
4. Fokus på lowcarb og fokus på hverdag vs. weekend
5. Mental awareness ift. at tænke nye tanker om virksomhed
6. Kvalitetstid og sammenhold i familien
7. Tvungne ændrede workout rutiner

Hvad er dine gains i en tid som denne?

Go’ søndag derude 🙂