– hvorfor jeg arbejder anderledes med spiseforstyrrelser i familier
Da vi selv stod midt i en spiseforstyrrelse som familie, gjorde vi det, de fleste forældre gør. Handler i afmagt, prøver på alle mulige måder at forklare, eller trygle og be’, græde eller råbe.
Kostplan. Struktur. Konsekvens.
En forventning om, at hvis man bare er tydelig nok, vedholdende nok og kærlig nok på samme tid, så må det vende.
Spoiler:
Det gjorde det ikke.
Tværtimod.
Når gode intentioner giver dårlige resultater
Det var ikke fordi vores datter ikke vidste, hvad hun skulle gøre.
Hun vidste det udmærket.
Hun ville det faktisk også… i starten…
Men presset gjorde, at hun nærmest mislykkedes på forhånd.
Da vi efter måneders ventetid kom ind på psyk, var hjælpen ‘det er vigtigt hun får noget at spise’. Så fik vi en kostplan, der startede voldsomt ift. hvor hun var i kalorier, og så skulle den øges voldsomt og hurtigt, godt nok fysisk forsvarligt ift. hvad kroppen kan klare, men mentalt???Kostplanen var urealistisk i forhold til det sted hun var – både fysisk og mentalt. Når hun igen og igen ikke lykkedes, voksede følelsen af skam og skyld. Og som så ofte sker, lærte spiseforstyrrelsen at kompensere i det skjulte: flere gåture, mere træning, mere kontrol – bare uden at vi kunne se det.
Set udefra lignede det modstand.
Set indefra var det desperation.
Og det endte, som det desværre gør for mange: med indlæggelser, traumer og et endnu mere fastlåst forhold til både mad og krop. Det vi ikke forstår som udeforstående er den smerte, de følelser og tanker der spænder ben.
’Men man skal jo bare spise?’
Det er her, mange – også i systemet – bliver utålmodige.
Og jeg forstår det godt. Jeg tror måske man kan forstå lidt mere hvis man ser på egne uhensigtsmæssige mønstre, hvor der er nogen der kommer og siger ‘det skal du da bare lade være med’ – bum, fixet?
Psykiatrien har et legitimt fokus: fysisk sikkerhed.
Vægt, blodprøver, kontrol og kostplaner giver mening, når kroppen er i fare.
Problemet opstår, når de samme værktøjer bliver brugt som det eneste svar på en kompleks lidelse.
For spiseforstyrrelser handler sjældent om mad.
De handler om følelser, kontrol, frygt, skam – og et nervesystem, der er i konstant alarmberedskab.
Og et menneske i alarmberedskab kan ikke bare ’tage sig sammen’.
Hvorfor pres ofte giver modpres
Når vi presser:
- stiger angsten
- falder evnen til at regulere sig selv
- vokser behovet for kontrol
- og spiseforstyrrelsen bliver stærkere, ikke svagere
Det kan se ud, som om der sker noget hurtigt.
Men det er ofte ydre tilpasning, ikke forandring.
Og ydre tilpasning holder sjældent, når presset forsvinder.
Hvad jeg gør anderledes i dag
I dag arbejder jeg med familier ud fra én klar erfaring – både som far og som rådgiver:
Tryghed er ikke modsætningen til ansvar.
Tryghed er forudsætningen for ansvar.
Det betyder, at jeg prioriterer:
- relation før regulering
- forståelse før krav
- proces før perfektion
Jeg arbejder med at adskille mennesket fra spiseforstyrrelsen.
Med at hjælpe den unge (og forældrene) med at forstå, hvad der egentlig sker indeni – før vi skruer op for mængder og planer.
Vi laver rammer, ja.
Der er retning, ja.
Men vi undgår at gøre måltider til kampplads.
For hvis hver bid bliver et opgør, er det ikke kun kalorier, der ryger – det er tilliden.
’Men er det ikke bare at lade barnet bestemme?’
Det spørgsmål får jeg ofte.
Og nej – det er det ikke.
At lade være med at kontrollere mængder, kommentere hver bid og rette i situationen er ikke at give slip på ansvaret. Det er at tage ansvar på en anden måde.
Ansvar her betyder:
- at skabe ro nok til, at kroppen kan tage imod
- at støtte processen, også når det går langsomt
- at undersøge, når noget ikke lykkes – i stedet for at stramme grebet
Jeg siger:
’Vi holder ikke igen med ansvar – vi holder igen med pres.’
Hvorfor denne tilgang ikke er ’blød’, men velbegrundet
Min måde at arbejde på er umiddelbar meget intuitiv og baseret på egne erfaringer, men researcher jævnligt og grundigt og har heldigvis fundet ud af at der er nyere forskning og teori, der matcher min metode, der ligger tæt op ad:
- traumeinformeret praksis
- tilknytningsbaseret forståelse
- motivationsbaseret forandringsarbejde
- eksternalisering af spiseforstyrrelsen
- recovery-orienteret tænkning
Fælles for dem alle er erkendelsen af, at varig forandring ikke skabes gennem frygt, men gennem tryghed, relation og ejerskab.
Det er ikke hurtigt.
Det er ikke altid pænt.
Men det er langt mere bæredygtigt.
Ingen garantier – men bedre forudsætninger
Jeg kan ikke love nogen, at denne tilgang virker hver gang og for alle…
Det ville jeg heller ikke kunne udelukkende med kontrol og kostplaner.
Jeg kan dog sige dette med ret stor sikkerhed:
Hvis vi reducerer skam, pres og kamp og øger forståelse, regulering og tryghed,
så øger vi chancen for, at den unge bliver i kampen i stedet for at kæmpe imod… eller værre… helt give op!
Og nogle gange er det det vigtigste skridt af alle.
Hvis du står midt i det her som forælder, partner eller fagperson, og har følelsen af konstant at gøre det forkerte, så er du ikke alene. Og nej, det er ikke fordi, du ikke prøver hårdt nok. Måske prøver du bare med værktøjer, der ikke passer til den opgave, du står i.
Del endelig, hvis du kender nogle der har brug for gode rå til ro og retning i det svære. Og har de ikke overskud til at læse, så husk jeg gerne tager en uforpligtende snak. Nogen gange kan selv små råd, små ændringer have kæmpe effekt.
To help people be happy and healthy
Kristian