Der findes en helt særlig form for magtesløshed som forælder. Den der opstår, når dit barn glider længere og længere ind i noget, der ikke giver mening for nogen. Hvor du ser frygten i deres øjne, men også modstanden. Hvor du mærker dine egne alarmklokker bimle så højt, at det bliver svært at høre din egen fornemmelse af hvad der er rigtigt.
I arbejdet med unge med spiseforstyrrelser ser jeg dette: Forældrene ved langt mere end de tør tro på. Men presset, angsten og de mange råd udefra gør det næsten umuligt at mærke, hvad der faktisk virker. Og det er klart – man har jo ikke lært hvordan man håndterer lige præcis dette, og man har ikke ‘tid’ fordi man ser vægten gå ned og fortvivlelsen vokse.
Derfor er en af de vigtigste ting i starten ikke at løse alt. Det er at kunne stå stille i stormen. Ikke vente til man tror der kommer nogen, der løser det – det kan nemlig ikke løses, før det forstås – og det gælder både den ramte og forældrene.
At være i ro, når alt andet larmer
Dit barn har brug for, at du kan holde fast i roen, selv når du selv ryster indvendigt. Når du kan være rummelig og anerkendende nok til at høre, hvad der foregår under overfladen, selv når ordene kommer ud som konflikter, sammenbrud eller afvisninger.
I min proces har jeg oplevet de øjeblikke, hvor den unge opdager:
Det er faktisk trygt at sige det højt.
Selv det jeg ikke selv forstår. Selv det der skræmmer mig. Der er en der lytter uden at panikke.
Når den unge mærker at du ikke panikker, ikke presser, ikke jager løsninger for hurtigt, men tør møde dem hvor de er, falder deres system lidt til ro. Og først dér bliver forandring mulig.
At stole på mavefornemmelsen
Forældre føler sig ofte i tvivl. Men når jeg spørger ind, ved de som regel præcis hvad deres barn har brug for lige nu. Det er bare svært at gå med den intuition når omgivelserne råber modstridende ting. Det der oftest sker er at man står med opgaven hjemme og venter på hjælpen. I denne periode står man meget alene og vakler mellem at give sit barn lov til at springe måltider over eller være konsekvent og hård i sine krav om at der skal spises. Det er ofte sådan en usikker balanceren fordi man prøver at lære og forstå. Og det kan den unge mærke, og når den unge også prøver at forstå hvad der sker, er der ikke rigtig nogen der kan facilitere processen.
Når man så kommer ind til psyk forventer man den kompetente hjælp. Den kommer groft sagt i form af en kostplan med voldsomme øgninger i kalorier. Og lige hér er vi som forældre prisgivet, da vi jo ikke selv har fundet modellen hjemme, men nu stoler på at psyks metode er den rigtige.
Man går hjem og skal nu presse sit barn endnu mere, med krav der er endnu større end dem man måske selv havde inden, samtidig med at man har en følelse af at skulle leve op til disse krav. Det slider, for man skal kæmpe hårdere med sit barn og samtidig kæmpe for at leve op til kravene.
Lige her mangler der alternativ rådgivning, så der bliver lavet en løsning alle kan være i.
Du må gerne lytte til dig selv. Du må gerne vælge den tilgang, der passer til jeres barn og jeres familie. Du må gerne sætte farten ned, selvom andre mener det skal gå hurtigere.
Bliv dit barns fortrolige fremfor fjenden. Vær the good cop og lad psyk være the bad cop – det mener jeg faktisk er en ok strategi, fordi de vil være den ekstreme pol, så I sammen med jeres barn kan sige: ‘ok, hvis det her er for voldsomt – hvad kan vi så aftale vi arbejder på herhjemme?’
Så har man den unge med og man samarbejder, fremfor at sige ‘du hørte selv hvad de sagde på psyk – du skal øge 300 kalorier hver tredie dag, kom så’. Vi snyder ikke nogen, men udnytter den ekstreme metode til at lave en mere bæredygtig.
Min tese er at den ekstreme metode psyk anvender måske virker på de der bliver så bange at de klapper hælene sammen og går i krig, men at risikoen for et kollaps er meget høj, eller en langvarig kamp mellem barn, psyk og forældre starter (vores historie).
Hvad hvis en metode med små overkommelige skridt i kost, sideløbende med tryghedsskabelse og forståelse af barnet, kan skabe fremskridt, og på relativ ‘kort’ tid overhale den ekstreme metodes svingninger mellem overpres, spisestop, et skridt frem og to tilbage i årevis.
Aftaler der ikke ender i slagsmål
Det gør en stor forskel når aftaler er realistiske nok til at kunne gennemføres uden daglige kampe. Små skridt som barnet selv kan se sig i. Aftaler hvor alle kender rammerne, men ingen mister værdighed. Bare en helt simpel ting som at ‘forecaste’ hvad der skal ske og hvordan det vil være.
Når man har spist mindre og mindre over lang tid vil alt man spiser føles stort og give den følelse af ubehag den spiseforstyrrede typisk prøver at undgå. Derfor skal de vide ‘det bliver ubehageligt, men ikke for evigt – når kroppen lige så stille vænner sig slipper det fysiske ubehag… og samtidig skal vi finde ud af hvad du gerne vil, når du får mere energi og overskud’.
Hvem af os voksne ville uden problemer sige ok til noget vi er bange for og utrygge ved? Vi vil altid først lige ha’ en forklaring, sikre os at processen er tryg, at vi er i gode hænder osv. osv. Dét synes jeg mangler totalt i tilgangen til en spiseforstyrrelse og som er noget jeg kan se gør en kæmpe forskel for den unge.
Når samarbejdet først er der, og relationen føles tryg, kan vi arbejde med spisningen. Ikke gennem pres, men gennem forståelse. Ikke gennem kamp, men gennem nysgerrighed. Når den unge tør sige alt det som før var pakket væk, kan vi sammen finde vej fremad.
Vejen gennem stormen
Forandring starter ikke med madplaner, grænsesætning eller kontrol. Den starter med, at den unge mærker at du er her. At du kan stå i det uforståelige uden at flygte fra det. At der ikke er noget inden i dem, du ikke kan rumme.
Når det fundament er lagt, kan vi begynde at arbejde fremad. Et skridt. Så endnu et. Og pludselig ser vi, at stormen ikke længere har samme kraft.
Hvis du vil arbejde med præcis denne tilgang i jeres familie, er du velkommen til at skrive til mig på kristian@fitfat.dk eller følge med på instagram @livsforstyrret.dk.