Faste og farlige fristelser

Hvordan kan man efterleve de kostprincipper jeg skriver om her, når man f.eks. rejser eller skal besøge venner og bekendte?
Jeg har skrevet lidt om hvad jeg gjorde da vi tog til Malta, men har også en historie tilgode fra lige efter mit skift til fitfat-formlen.
Lige efter jeg var startet med mine ændringer i kosten kom sommerferien… og der ventede en tur til Hamburg med stop ved grænsen for at handle ind til en sommerfest, og så var der jo generelt dømt grill og god mad, som den danske sommer ganske vist satte sin dæmper på, men anyways.

Hamburg tur-retur

Turen til Hamburg omfattede jo mange timer i bilen, og så også hotelmad, restaurantmad og hvad man kan få når man er på farten.
Jeg kommer til at skrive rigtig meget om faste, men for at starte helt stille og roligt, så synes jeg man med fordel engang i mellem kan lytte til sin krop, spise når man er sulten fremfor når klokken er 7, 12 og 18. Det er praktisk, men ikke altid smart.
Når jeg ved jeg skal sidde helt musestille i en bil i rigtig mange timer har jeg ikke brug for energi, så jeg har typisk bare vand med.
Da vi havde et stop efter ca. 4 timers kørsel havde min kære kone købt nogle færdigsalater, som vi spiste i en lille hyggelig tysk by. Jeg kunne ikke spise det hele for jeg var faktisk ikke sulten selvom klokken var over 12. Vi ramte Hamburg, blev tjekket ind på hotellet og så gik vi… vi gik og gik og gik og fik set Hamburg. SÅ meldte sulten sig og omkring ‘spisetid’ begyndte vi at lede efter steder at spise. Det betød endnu flere skridt og endelig fandt vi et sted min datter havde bemærket tidligere. Det var Brooklyn Burgerbar som så rigtig hyggelig ud og som også levede fuldt op til forventningerne.

Den bedste burger EVER!

Jeg havde set én sidde ved bordene udenfor og spise en steak sammen med en stor salat og tænkte at det var perfekt til mig.
Vi kom på det helt rigtige tidspunkt, fik et bord og kort efter væltede det ind med folk OG det begyndte at styrtregne udenfor.
Jeg bestilte den største øl jeg kunne få… den havde jeg glædet mig til hele dagen og isærefter at ha’ vandret rundt i byen og stået udenfor mange butikker og ventet på fruen og datteren 🙂
Med en stor god fadøl og menukortet i hånden kiggede jeg efter steaken og salaten, fandt den… og fik at vide den var udsolgt!!!
Øv – var lige ved at overveje at finde et andet sted, for ellers var det mest burgers og pomfritter, men men men, så gjorde Lotta mig opmærksom på at man kunne bestille burgerne ‘skinny’. Det lød lidt fimset, men i bund og grund betød at man fik sin burger uden brødet. Fantastisk – jeg bestilte deres Hangover-burger med bøf, ost, bacon og spejlæg, og den kom så bare med en stor salat ved siden af. Intet brød, bare ene gode sager og hold kæft den var go’! Spiste rub og stub. Havde der været brød omkring havde jeg haft det heeeeelt skidt og været færdig, nu var jeg bare mega-dejlig-mæt og glad.

Find de rigtige æg på hotellet

En stor fyr (ikke tyk, men høj og bred) satte sig ved bordet ved siden af os og bestilte mens han afventede hans date. Hun kom og så kom de med en triple-burger med brød, dvs. der var 3 seriøse burgerbøffer klemt ind mellem en seriøs burgerbolle. Det var grotesk, men da hans ret nærmede sig gjorde han tegn til der var noget galt. Så gav det mere mening – han skulle have den ‘skinny’ så 2 minutter efter kom tjeneren med hans tre bøffer og salaten, og så var jeg ligepludselig helt cool med at det der’skinny’ måske ikke var så fimset.

Vores hotel var ok og ikke noget fancy, men et godt råd til jer der prøver at spise rigtig mad – undgå røræg på hotellerne, det er typisk en æggemasse tilsat alt muligt vi ikke vil vide for at det holder sig ‘friskt’ og indbydende i lang tid. Tag helleren en masse af de blødkogte æg der er og så alt det agurk der er plus hvad der ellers er af grøntsager og så skinke, bacon og andre gode sager. Drop juice – det er kunstigt for det meste og bare sukker, men drik vand og the eller kaffe hvis du er til dét!

Du bestemmer selv

Jeg har været i en del situationer efterhånden, hvor fravalget af bestemte fødevare kan virke underlige. Dét er der råd for, hvis ikke man hver gang skal til at forklare hvorfor man spiser som man gør.
På mit arbejde er det mig der køber ind til vores frokost-ordning, så her sørger jeg jo bare for at der er salater, grøntsager, tun og æg, og hvad jeg ellers har lyst til. Det spiser de andre jo også så om det er på brød eller uden brød er jo ikke noget der konflikter.
Det der er mest udfordrende er når man er ude til møder eller hvis jeg er på optagelser (laver film til dagligt). Så kommer man ind i et mødelokale hvor der er sat rundstykker, kage, frugt, marmelade osv. osv. frem.
Er det et morgenmøde siger jeg typisk nej tak, fordi jeg har spist en kæmpemorgenmad (hvilket jeg faktisk har), så jeg er ikke sulten. Kommer der så frokost med højt belagt smørrebrød eller en sandwich, siger jeg blot jeg hopper over. Hvis de andre virkelig synes det er sært, fortæller jeg at jeg ikke har det helt så godt med brød. Jeg har jo ikke glutenallergi eller bliver decideret syg af at spise brød, men det er lige før dét ville være nemmere at sige. Kage har aldrig været det store hit hos mig, så det er folk ved at være vant til.
Familie og venner kan man sagtens ‘advare’ i forkøbet og så er det ikke værre end at man bare tager hvad man vil, og lader være med at tage det man ikke har lyst til.

Morgenmaden er ikke det vigtigste måltid

I sidste ende kan det betyde jeg kan gå en hel dag uden mad, men det har jeg det faktisk fint med. Første gang jeg prøvede faste var en dag hvor jeg skulle ha’ taget en blodprøve sent formiddag. Der skal man være fastende mindst 12 timer inden. Jeg fortsatte så fasten frem til aftensmad, og opdagede at det ikke var specielt pinefuldt. Faktisk var det en rar fornemmelse at føle at alt der var i systemet blev brændt af, og man følte en ægte sult.
Nu faster jeg typisk hvis jeg skal køre langt og har stillesiddende møder. Jeg springer bare morgenmaden over, så har jeg allerede dér fastet 14 timer (hvis mit sidste måltid var kl. 18, dagen før). Så kører jeg den så længe jeg gider. Hvis jeg bliver virkelig sulten til middag, hvor vi så er oppe på 18 timer, så spiser jeg bare dér. Ellers venter jeg til aften, så har jeg haft en ‘lang’ faste.

Test om faste er noget for dig. Det der sker er at kroppen efter ca. 12 timer begynder at gå på ren fedtforbrænding. Ens system får en pause med at håndtere den mad der konstant bliver smidt ind, og der iværksættes nogle ‘overlevelses-mekanismer’ der har en positiv effekt på kroppen, når det netop ikke overdrives.

Der er mange meninger om faste, om det gavner, er farligt, hvor længe der er bedst osv. osv. og som sædvanlig skal jeg nok prøve at fortælle om de mange meninger, men som sædvanlig… se om det dur’ for dig 🙂

Nu blev jeg sulten, go’ weekend!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *