LCHF og Familiær Hyperkolesterolæmi

oktober 7, 2018 3 Af Kristian Jørgensen

Hmmmm… jeg er intet mindre end i tvivl. LCHF og Familiær Hyperkolesterolæmi er måske en mere udfordrende kombination end jeg hidtil har antaget. Jeg ved udemærket godt at størstedelen af den videnskab der omhandler Familiær Hyperkolesterolæmi helt basalt anbefaler omlægning af diæt til lowfat, samt medicinsk behandling for at nedbringe det vi kalder det dårlige eller lede kolesterol, nemlig LDL. Dog er der så mange modstridende holdninger derude, og jeg er heller ikke overbevist om at alle de gængse kostråd der gives til personer med Familiær Hyperkolesterolæmi er optimale. Nu må jeg prøve at lave min egen formel og teste den.

Er mættet fedt godt eller skidt, og for hvem?

Jeg er ikke i tvivl om at man som normal person uden Familiær Hyperkolesterolæmi kan få rigtig gode resultater af en kost baseret på rene råvarer, frugt og grønt og kød, fisk, æg, fjerkræ. En kost hvor man ikke frygter det mættede fedt, men i stedet for kulhydrat lader dét være det primære brændstof. Selvom et indtag af mættet fedt kan hæve kolesterolniveauet i blodet er det ofte der gode kolesterol HDL der stige og LDL der falder.

Familiær Hyperkolesterolæmi kort fortalt

Familiær Hyperkolesterolæmi adskiller sig ved at de receptorer der skal håndterer bl.a. LDL mængden i blodstrømmen er for få til at varetage jobbet, hvorfor folk som mig med Familiær Hyperkolesterolæmi har en større mængde LDL i blodstrømmen. LDL i blodstrømmen associeres med opbygning af plak (åreforkalkning) og dermed større risiko for hjerte- karsygdomme, så ubehandlet har man op til 10 gange større risiko for at dø af en hjerte- karsygdom sammenlignet med en ‘normal’.

Andre faktorer

Her kan vi så hurtigt tage diskussionen om hvilke andre faktorer der gør sig gældende og som øger eller reducerer risici. Rygning vil som en af de store syndere øge risiko endnu mere, motion har også en vigtig rolle og selvfølgelig kosten.
De typiske kostanvisninger ift. personer med Familiær Hyperkolesterolæmi er en kost så lav som mulig i mættet fedt, som udover animalsk fedt (kød, æg, mælkeprodukter) også omfatter f.eks. kokosolie. Der nævnes generelt ikke noget om kulhydrater og hvilken type der er bedst, men under mine besøg med diætisten da jeg kom under luppen, fik jeg topscore på min daværende kost, der var ultralight fedtfattig, masser af fuldkorn, grøntsager og frugt.

Jeg blev anbefalet at skifte smør ud med mayonnaise eller margarine for at få noget godt fedt. Alt i alt helt fint bortset fra at det ikke gjorde noget ved vægten, eller mit generelle velbefindende og mit energiniveau – det var den kost jeg troede var optimal.

Når man selv læser sine tal

Nu har jeg så gennem over et år fundet nogle værktøjer der har gjort at jeg har kunne smide overflødige kilo, har fået et energiniveau, der er lang over hvad det var før, og bare generelt har det supergodt og føler jeg har en krop der bare fungerer på top-niveau. Samtidig har jeg fået at vide at jeg med Familiær Hyperkolesterolæmi ikke kunne regulerer mit kolesterol med kosten, hvorfor jeg ikke har haft problemer med at køre highfat. Og hvad sker der så… jeg tjekker mine tal her i mandags efter blodprøver sidste uge og sammenligner med de tidligere prøver. Over det sidste års tid har mit levertal sneget sig op over det anbefalede, og mit samlede kolesterol har ramt lige præcis den grænse på 5 det helst skal holdes under.

Panik – vi laver det hele om

Så kommer tvivlen. Er det kosten, er det alkohol, er det medicinen, hvordan skiller jeg selv tingene ad og finder ud af hvad der skal tweakes? Det skal her siges at jeg overhovedet ikke har hørt fra min læge fra Lipidklinikken, der jo overvåger mig, og det kan sagtens være at både stigningen i levertal og at det samlede kolesterol har ramt den øvre grænse, giver grund til bekymring. For mig er det dog supervigtigt at finde ud af om jeg skal justere. Hvis jeg begynder at se at noget peger i retning af at medicinen ikke kan håndtere en kost og livsstil med fuld skrue på high fat (og fedt af alle typer), så skal jeg teste noget andet.

Vi skiller det hele ad og tester fra toppen

Sommer hvidvinSå lige nu begynder jeg at finde de komponenter jeg mener kan være med til at finde ud af om jeg selv kan regulerer mine tal. Det betyder som nummer et fokus på alkohol – ingen fri leg her.

Ikke fordi et højt levertal er synonymt med højt alkoholforbrug, men måske nærmere kombinationen af at leveren både skal håndtere et højt indtag af mættet fedt, sammen med den medicin, der jo påvirker leveren OG så med alkohol på toppen. Det er faktisk de tre faktorer jeg gerne vil prøve at få en forståelse for, hvordan de påvirker hinanden.

Hvad for noget fedt kan jeg lege med?

SalatNummer to bliver reduktion i indtag af mættet fedt, men opjustering af andre fedttyper. Omega 3 er supervigtig, men her tager jeg i forvejen 4 x fiskeolie hver morgen. Jeg har også en frokost, der normal består af salat plus makrel, tun, sardiner eller kippers.

Dét fortsætter jeg, men skærer ost og mælkeprodukter ned til et minimum, selvom osten jo var min bedste go-to-food, når jeg var småsulten. Min power-kaffe får også en pause, og måske generelt mindre kaffe ift. at give leveren mindre at arbejde med.

Reduktion af kødindtag, men ikke vegetar

Også opjustering af fedt fra avocado, nødder og olivenolie. I de generelle anbefalinger er det bare alle type planteolier, men jeg holder mig til olivenolie, da der kan være alle mulige spørgsmål ift. de andre typer planteolier.
Transfedtsyrer og forarbejdede fødevarer forbliver et no-no, men det har det jo hele tiden været, og så reducerer jeg også mit kød-indtag. Dvs. vi kan f.eks. bestille vegetar-kasser fra Årstiderne og så selv supplere med kød når vi har lyst.

Omelet ud – smoothie ind

I dag efter floorball, ventede jeg 2 timer med at spise og i stedet for den sædvanlige store omelet med bacon… mmmm… lavede jeg en grøn smoothie med spinat, mandelmælk, agurk, blåbær, dadler, mælkebøtte, citron og alt muligt andet, sååhhh… nu er vi i gang.

Har heller ikke rørt en dråbe alkohol siden sidste weekend, så nu må vi se hvad jeg finder ud ad af nye spændende opdagelser.

Tag mig tag mig – tjek min lever!

Har også helt spontant meldt mig som frivillig til en ny type leverundersøgelser de laver på Odense Universitets Hospital. Havde hørt om en ny type lever-scanning i min podcast, googlede det på dansk og så at OUH søgte emner til test, så dét har jeg ansøgt om og venter svar. Det er en avanceret ultralydsscanning, der kan måle leveren stivhed og afdække eventuelle issues som ikke kan se på normale scanninger og kun ville kunne findes ved en biopsi, hvilket er et helt andet og mere smertefuldt indgreb.

Så… måske står man ved et vendepunkt, i hvert fald endnu et bevis på at vi hele tiden er i proces, og at det vi ved i dag, ikke nødvendigvis er det rigtige i morgen.

Go’ søndag!