FITFAT

sandheden om sundheden

Mavefedt og faste

Mavefedt og faste

Jeg har tidligere skrevet om hvordan jeg selv bruger faste, og det er ikke primært for vægttab, men mere et værktøj til at bryde vaner. F.eks. når jeg faster søndag aften til tirsdag aften, og så ‘bygger’ op igen for at få styr på tarmflora og optimere generelt. Autofagi sætter ind efter 12-16 timer og det er primært denne ‘celle-oprydning’ og sådan en slags reset af kroppen jeg går efter.

Der er dog rigtig mange, der laver den simple konklusion at faste er lig med en voldsom reduktion af kalorie-indtag og at man derfor med ligningen energi ind versus energi ud, meget hurtigt kan tabe sig ved at faste. Der er dog nogle forhold man bør være opmærksom på, da vi igen har at gøre med kroppens evne til at tilpasse sig.

Anvendes faste i et forsøg på at tabe vægt, skal man passe på ikke at gå ned ad en vej, hvor man presser sin krop mere og mere i forsøget på at smide fedtet. Et studie har vist at fedtet på maven ved gentagne faste-perioder bliver resistent, at evnen til at udskille fedtsyrer som energi nedsættes.

Og det er ret simpelt, men en af disse fitness-fælder mange falder i, fordi vi ikke forstår at der er flere ting der spiller ind.

Populære faste-protokoller

Et par populære fastemetoder er intermittent fasting (som jeg selv benytter), hvor man minimerer sit ‘spise-vindue’ til f.eks. 6-8 timer, hvilket for mig betyder at jeg spiser aftensmad ved 6-7 tiden og så ikke spiser igen før frokost ved 12 tiden dagen efter, eller den anden populære faste 5:2 kuren, hvor man faster to dage ud af ugens 7 dage.

Med en sådan faste sender man jævnligt et signal til kroppen om at der ikke kommer energi ind, hvorfor energien skal tages fra de depoter der er til rådighed, f.eks. kropsfedt (og for nemheds skyld skelner vi ikke her mellem hvidt og brunt fedtvæv, det kan vi dykke ned i en anden gang). Det lyder jo som en smart plan når man gerne vil tabe sig, og som så meget andet oplever stort set alle der starter med disse faste-protokoller et vægttab og så har vi balladen igen.

For ved gentagne faste-perioder tilpasser kroppen sig, og vil derfor begynde at holde på fedtet, i stedet for at bruge det til energi, og så er det vi skal gå imod vores logik og vende tingene lidt på hovedet. For de fleste vil reagere ved at faste mere… fordi det jo virkede så godt, og så presses kroppen mere, forbrændingen sættes ned, og kroppen holder fast på alt, hvilket går ud over andre vitale processer, og så er faste lige pludselig ikke særlig sundt.

Fast fornuftigt

Så bruge man faste som en del af sin livsstil, så er det supervigtigt at man ikke befinder sig i konstant kalorieunderskud, men sørger for at fylde sine depoter og gå lidt over sit nødvendige kalorieindtag et par gange om ugen, for at lade kroppen vide at den ikke behøver at holde på fedtet, men kan sætte forbrændingen op og køre på fuldt blus.
Så faste uden re-feeds er farlig faste. Faste med re-feeds er fantastisk.

Savner fitnesscentret og strukturen i træningen

Lige nu skal jeg selv begynde at opjustere mit kalorieindtag, selvom jeg skal smide nogle overflødige kilo, der har sneget sig på gennem lock-down, mere stress end normalt og dermed en mindre konsistent livsstil. Jeg er nu så meget mentalt tilbage at mit fokus rettes mod de gode rutiner, selvom det stadig er enormt svært når man ikke kan løfte tungt i fitnesscentret, spille floorball, komme i sauna/koldtvandskar og de ting, der gør at det er nemmere at være konsistent, fremfor den mindre strukturerede tilværelse herhjemme.

Gør det modsatte og forstå hvorfor

Alt i mig siger at jeg burde faste og reducere mit kalorieindtag yderligere for at smide kropsfedt, men jeg har lidt sporadisk sidste uge, kontrolleret hvor mange kalorier jeg indtager om dagen, og her er jeg nede på omkring 1500 hvilket altså er alt for lavt for en som mig der skal ha’ energi til de omkring 88 kg jeg vejer pt.

I need more (good) food – bump them calories

Selv min app (lifesum) som jeg bruger engang i mellem til at holde øje med kalorierne, siger jo at jeg skal ned i kalorier hvis mit mål er at tabe mig, så den giver mig thumbs up, når jeg kommer under 1800 kalorier, men det er igen et udtryk for at vi ikke kun skal følge én opskrift, men at vi skal holde det op imod lidt andre forhold.

Så nu vil jeg skifte mere over til heldagsfaste og så på andre dage sørge for at komme op på over 2000+ kalorier og samtidig løfte så tung som muligt med mit X3Bar system, så jeg kan fortælle kroppen at nu skal vi til at have noget muskelmasse på.
Jeg forventer ikke at tabe mig på vægten, men ved at jeg i løbet af en måneds tid kan se resultater med mindre fedt på kroppen, mere definition på muskler, bedre energi, højt humør og i det hele taget bare følelsen af at være mere fit.

Det tager vi lige så stille, én dag ad gangen, en uge ad gangen, en måned ad gangen 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *