Hvorfor vi oplever fedme-epidemi og ikke har gjort noget i flere årtier

september 8, 2017 0 Af Kristian Jørgensen

Siden engang omkring 70’erne og op til i dag er vi som befolkning blevet federe og federe og i USA er der tale om decideret fedme-epidemi, plus en markant stigning i følgesygdomme, som diabetes type 2 og hjerte- karsygdomme.

Gary Taubes og den alternative hypotese om hvorfor vi bliver fede

Jeg har i dag set en times forelæsning af den amerikanske videnskabsforfatter Gary Taubes som har forsket i historisk litteratur for at finde de teser der findes historisk omkring hvorfor man bliver fed, men også undersøgt utallige studier af fedme i forskellige befolkningsgrupper, for at finde ud af om de gældende teser holder – de teser der ligger til grund for vores samfunds generelle kostråd.

Hans ‘alternative’ tese er kun alternativ i dén forstand at vores samfund følger en anden, og ganske kendt tese, nemlig at fedme skyldes en forkert balance mellem den mængde energi man indtager, og den mængde energi man forbrænder.
Jeg tror de fleste af os vi tænke det giver god mening, men jeg håber i denne blog-post at kunne dekonstruere og formidle en viden der giver en helt anden og på alle måde meget mere logisk forklaring på hvorfor mennesker bliver fede.

Alle ved at kulhydrater feder og få ernæringseksperter vil være uenige

Njaaa, nok ikke i dag, men et citat fra 1963 i The British Journal of Nutrition siger:
‘Every woman knows that carbohydrates are fattening, this is a piece of common knowledge, which few nutritionists would dispute’
I dag er det nok et udsagn flere ville modsige, men før vi kigger på fedme i forskellige befolkninger, så lad os også lige kigge på essensen af flere kostvejledninger imod fedme fra sidst i 40’erne op til 50’erne. Disse kostråd siger alle at man skal undgå brød og alt lavet med mel, korn og morgenmadsprodukter baseret på korn, kartofler og andre hvide rodfrugter, fødevarer med sukker og generelt al sukker. De siger samtidig at man kan spise hvad man har lyst til af kød, fisk, fugle, alle grønne grøntsager, æg, ost, frugt… undtagen bananer og grapefrugt!
På nuværende tidspunkt er jeg ikke klar over hvorfor lige grapefrugter og bananer frarådes, men dén skal jeg nok følge op på en anden gang – nu gælder det hvorfor vi bliver fede.

Vil en overvægtig mor spise maden for næsen af sit underernærede barn?

I rigtig mange studier af fedme i forskellige befolkninger i forskellige lande kunne man ofte finde eksempler på overvægtige mødre med underernærede børn. Hvis man tager den simple og mest udbredte tese om at energi ind skal være mindre end energi ud for at undgå fedme, har man jo et paradoks. Vi kan nok være enige om, på tværs af nationaliteter, race og hudfarve, at ingen mor vil spise maden for næsen af sit sultende barn.
Hvorfor har vi så overvægtige mødre med underernærede børn. Det er nok IKKE fordi mødrene ikke træner nok, og det er nok ikke fordi der er for meget mad tilgængelig… måske er det fordi at det er den forkerte kost der er tilgængelig.
Kosten i de pågældende lande var typisk et højt indtag af kulhydrater i form at korn, ris, majs osv. Og meget lidt protein og grønt.Derfor gør kulhydrater os fede og derfor gør fedt os slanke og derfor er det for simpelt at tale om energi ind ift. energi ud!
Hvis vi skal frem til forklaringen på hvorfor vi ikke bare kan træne (bruge mere energi) for at brænde udligne eller gå i minus med den mængde energi vi har indtaget, så er vi nødt til at kigge på kroppens fysik og hvordan den lagrer og bruger fedt.
For at skære til kernen så siger Gary Taubes at det ikke er overspisning der gør os fede, altså at vi indtager mere end vi brænde, men at det er når vi putter de forkerte ting i kroppen, at fedt opbygges i fedtcellerne og at dét faktisk får os til at overspise. Dårlige ond cirkel lige dér.
Rent fysisk, og igen går jeg ikke foooor langt ind i videnskaben, skal nok linke til det fulde foredrag i bunden af denne post.

Nu bliver det videnskabeligt

Hvis nogen er for fede er det fordi de har for meget fedt i deres fedtceller – det lyder banalt, men hæng på. Hvis fedtet bliver i fedtcellerne forbliver man fed, hvis fedtet kommer ud af fedtcellen bliver man slank.
Vi bruger fedtsyrer til energi. Normalt når vi spiser flyder fedtsyrer ind i fedtcellen. I fedtcellen bliver fedtsyrerne omdannet til triglycerid, som IKKE kan komme ud. Hormoner og enzymers hjælper til at omdanne til fedtsyrer igen, som kan komme ud og bruges til energi. Fedtsyrerne er det eneste der er småt nok til at komme igennem fedtcellens membran eller cellevæg.
Så hele processen og hvorvidt vi gemmer fedt eller frigør det er bestemt af vores hormoner.

Hov – jeg kommer lige selv med en tese

Den her er for egen regning, men man kunne vel argumentere for at f.eks. hormonerne også er med til at regulerer om fedt bliver eller forsvinder ift. at beskytte kroppen i visse omstændigheder. F.eks. er det kendt kvinder gemmer lidt mere fedt af naturlige årsager for at beskytte fostret under graviditet. Kroppens egne forsvarsmekanisme sørger også for at holde på kropsfedt, hvis der i perioder ikke tilføres fedt fra kosten. Denne naturlige forsvarsmekanisme er faktisk det der gør vi i dag bliver fede. Fordi vi ikke tør give kroppen rigtig fedt, så den lader være med at omdanne kulhydrat til glukose og gemme det som fedt i fedtcellerne.

Tilbage til hvad det er der gør at fedt bliver i fedtceller

Hvad er det så der gør at systemet holder på triglycerid i fedtcellen, og ikke omdanner dem til  fedtsyrer der kan flyde ud i blodstrømmen og gøre nytte?
Som skrevet før var det hormoner og enzymer der hjælper triglyceriderne til at blive omdannet til fedtsyrer, men der er også især ét hormon der hæmmer omdannelsen af triglycerid til fedtsyrer, og dét hormon er… tadaaaa INSULIN!
Nå, så har vi den ude af busken. Så hvordan sørger vi for at insulin ikke modarbejder omdannelsen af triglycerid til fedtsyrer. Det er faktisk noget så simpelt som at reducere kroppens insulinniveau i blodet. Og hvad er det der gør at ens insulinniveau kan hæves og sænkes? Det er (udover faktorer som stress og ydre påvirkninger af kroppen) indtaget af kulhydrater, der omdannes til glukose og transporteres rundt via insulin.
Så når vi udskiller insulin eller kronisk hæver vores insulinniveau, så opbygges fedt i vores fedtceller.
Når vi sænker vores insulinniveau, så udskilles fedt fra vores fedtceller. Ret simpelt. Med denne forskning som stammer tilbage fra 60’erne, designede man en kostplan med lavt kulhydratindtag og højt indtag af fedt, da fedt er et makronæringsstof, der ikke påvirker insulinniveauet. Kostplanen virkede og gav fantastiske resultater på alle patienter.

Når forskning indenfor forskellige områder kolliderer

Problemet var at på samme tid var der forskning, der påpegede sammenhæng mellem indtag af fedt i kosten og hjerte- karsygdomme. I sammenholdelsen af de to typer forskning, blev tanken, at hvis man kunne dø af højt indtag af fedt, var man faktisk bedøvende ligeglade om mennesker blev fede. Vores kost blev reguleret til et højt indtag af kulhydrater og et lavt indtag af fedt.
Som Gary Taubes siger i forelæsningen var det lidt ligesom hele den medicinske verden slog plat og krone om hvad man ville gå med. Så op i mod 70’erne blev al forskningen omkring fedme og hvorfor vi bliver fede parkeret, og øjnene blev rettet mere mod sammenhængen mellem fedt i kosten og hjerte- karsygdomme. Sidenhen har studier vist at indtag af fedt og også mættet fedt ikke har nogen indflydelse på hjerte- karsygdomme, tværtimod, viser studier nu at en LCHF (lowcarbhighfat) kost giver langt bedre målinger på patienter ift. Vægt, kolesteroltal og en lang række andre værdier.

Svært at skifte kurs på en supertanker der har sejlet efter én kurs i 30 år

Vi bliver federe og federe og får en masse livsstilssygdomme, der i sidste ende kan slå og ihjel. Vi har fået hele samfundet til at frygte fedt, og vi spiser mere og mere kulhydrat, der hæver vores insulinniveau, og holder på fedtet i fedtcellerne, og vi tror det er helt normalt.
Når man så ser på den kostpyramide som kom ud af forskningen i sammenhængen mellem fedt og hjerte- karsygdomme, bliver det hele lidt skræmmende, men giver desværre fuldstændig mening når man kigger på den stigende fedmeepidemi. Størst muligt indtag af kulhydrater i form af korn, brød, ris, gryn osv. osv. Medium indtag af frugt og grøntsager, et lille indtag af kød, fisk, fugl og æg, og (heldigvis) minimalt indtag af sukker.
Nu begynder opmærksomheden ligeså stille at blive rettet mod hvad vi spiser. Samtidig er en kæmpeindustri bygget op omkring fødevarer, der tilgodeser den valgte madpyramide, så det er massive kræfter man er oppe imod, hvis det her skal vende og vi skal tilbage til en tid hvor overvægt og fedme var et problem.
For det er faktisk ikke så mange årtier siden at virkelig svært overvægtige mennesker var noget man betalte for at se i omrejsende freakshows – i dag har jeg liggende ved poolen her på Malta talt 4-5 virkelig overvægtige, det er helt normalt?!?

Det skal give mening og værdi for dig

Det eneste sted vi kan starte er med os selv og spørge OM vi ønsker at ændre noget? Hvis ja – hvad? Når vi ved hvad, hvor finder vi så viden om hvordan vi gør det osv. osv. Og hele tiden skal man afveje om det er noget der giver en værdi. Hvad er det værd – hvis det vil give dig et forfærdeligt liv med for meget afsavn og lidelse, så lad for guds skyd være. Måske er det lidt der kan ændres, som kan give værdi til dig lige nu og her, måske er det små skridt mod store forandringer. Find noget du kunne tænke dig var anderledes og undersøg hvad du kan gøre for at ændre det. Der kommer ikke nogen og gør det for dig, men der er MASSER af viden og inspiration derude til at få dig derhen du vil – uden det skal være pest og pine.

Hvis du vil ha’ hele historien så tjek Gary Taubes forelæsning på Cornell University her

Go’ fredag, nu trænger jeg til et glas koldt hvidvin :-O