Du skal finde din egen vej og dine regler

august 19, 2017 0 Af Kristian Jørgensen

I går læste jeg en artikel om 8 veje til vægttab og bedre helbred. Det handlede om at skifte junkfood ud med rigtig (sund) mad, motionere dagligt, droppe alkolhol, sove mere osv. osv. Alt sammen noget vi et eller andet sted godt ved vil have en positiv indvirkning på vores krop og vores helbred. Hvorfor gør vi det så ikke? Fordi vi generelt ikke har det godt med forandringer og fordi vi ofte ser en ændring i vores livsstil som noget midlertidigt, der kan få os hen til et mål, hvorefter vi kan leve præcis som vi gør nu.

No pain no gain min bare røv

I går så jeg også et facebook-opslag hvor en bekendt efter 5-6 år uden træning har besluttet sig for at træne. Det er rigtig godt og en god beslutning. Hun starter et træningsforløb hos en træner og kan berette om hvor ødelagt hun er dagen derpå, og hvordan hun faktisk er nødt til at arbejde hjemmefra fordi hun ikke kan bevæge sig.
Der jokes i tråden på facebook, og også træneren bidrager med den her lidt ‘no pain no gain’ attitude.
Nå… jeg har selv været taekwondo-instruktør i over 20 år og har da bestemt kørt hårde træninger, og også træninger hvor jeg bevidst er gået efter at få mine elever til at ramme et max, med de eftervirkninger man kan forvente. Jeg har dog aldrig gjort dette på den første dag, hvor et helt nyt hold forventningsfulde elever står klar til at træde de første skridt på en rejse derforhåbentlig skal blive en stor del af deres liv.
Hvorfor ikke? Fordi chancen for at de falder fra er større jo voldsommere man starter.

Sådan lærer man at køre bil

Når vi tager kørekort, starter vi ikke med at blive sat ind i en bil og bliver bedt om at køre en tur i byen. Det kunne have katastrofale, måske endda fatale konsekvenser. Vi lærer først teorien, reglerne, forstår hvordan en bil fungerer og prøver så på en lukket bane at tage de første udkoblinger og mærker stille og roligt hvordan man får styr over køretøjet.
Sådan er det med alt læring, hvis man gerne vil have et godt resultat. Det afhænger af personlighed – jeg kan ikke skråsikkert sige at min facebook ven ikke vedholder sin træning ugentlig resten af livet i en eller anden form, men jeg ser bare rigtig tit de her sporadiske, spontane forsøg på at ‘nu skal det være’ og efter et stykke tid var det ligesom det det var og så er man tilbage.
På dén måde vil man jo fremadrettet forbinde træning med noget der ikke er rart, men hårdt og grænseoverskridende i en periode.

Tryghed, forståelse, implementering og opbygning

Når vi som mennesker flere gange oplever noget forholde sig på samme måde, bliver vi af den overbevisning at sådan er det. Så hvis vi hver gang vi sætter os for at træne oplever det er hårdt og ubehageligt, men hele tiden tænker det er nødvendigt og sådan det er, så søger vi automatisk dét fremadrettet.
Jeg tror på en lidt anden tilgang… generelt… for dem der ønsker at implementere træning som en del af deres livsstil. For det er dét det handler om. Det handler ikke om at kunne sige ‘ja, jeg gik også til (?) for et par år siden’, eller ‘jeg har også engang været ret aktiv’.
Vi har en krop der skal bruges for det er den lavet til, men der er plads til alle ligefra dem der går en tur med hunden og dem der dyrker triathlon (selvom dét rent faktisk ikke er spor sundt for kroppen).
Find ud af hvilket niveau du er på og start med noget du 100% sikkert KAN klare, måske noget som næsten grænser til kedelig kropsaktivitet. Find dig selv i dét og byg ud derfra. Sæt få og små mål og lad din egen ambition hæve niveauet i dét du laver.

Man skifter ikke bare livsstil fra den ene dag til den anden

Når man med få små ændringer bevæger sig hen mod den livsstil man gerne vil ha’ er chancerne for at det lykkes større end hvis man fra den ene dag til den anden ændrer kost, motion, søvn, alkoholvaner osv. osv. Nogen personer kan implementere flere ændringer og bevæge sig hurtigere, andre skal have tid – mærk efter hvor du er, men tro ikke du bare kan ændre alt på én dag og det er helt i orden.
Efter jeg fandt på at prøve principperne i paleo, var det brød og korn jeg tog ud af kosten. Jeg trænede i forvejen meget, så dén del var jo grundigt implementeret i min livsstil. Nu tester jeg så ligeså stille en masse aspekter af ‘hvad er en sund livsstil’ og arbejder med faste, søvn, hvilke fødevarer gør hvad ved mig osv. osv.
Jeg lytter til rigtig mange podcasts om emnet og får så mange vinkler på som muligt for selv at finde min vej, og jeg tror det er dét det handler om. Hvad virker for mig, mere end ‘hvad MÅ man’!

Et par interessante vinkler på træning

Som sagt har jeg trænet stort set hele mit liv, og har også div. træneruddannelser, men jeg lærer hele tiden nyt og vil også her på bloggen fortælle når jeg opdage nye ting, prøver andre motionsformer osv. osv.Jeg har dog et par interessante betragtninger og erfaringer jeg hurtigt vil dele her og som man kan tænke lidt over.
Den mest anvendte motionsform i fitnesscentret er løbebåndet eller stair-climberen eller hvad de aerobe træningsmaskiner hedder. Jeg har ikke på fornemmelsen at dem der står på de løbebånd gør det fordi de synes det er sjovt? Hvis man kan li’ at løbe (jeg kan ikke) så fint, men hvis man gør det for at forbrænde kalorier er det nok den langsommeste vej til at gøre dét.
Der er videnskabelige studier der påviser at en 4 minutters intensiv træning kan have samme effekt som 30 minutter på løbebåndet. Tjek f.eks. Craig Ballantyne på www.turbulencetraining.com og jeg advarer lige mod den meget amerikanske form for formidling, men der er videnskabelig opbakning at finde.

Få fut i forbrændingen

Hvis man vil ha’ fut i forbrændingen så skal man ikke bruge timer på løbebåndet, men sørge for at bygge muskelmasse så kroppen hele tiden har brug for at forbrænde mere end hvis man har begrænset muskelmasse. Især kvinder er bange for styrketræning, men det behøver ikke være svulmende store muller, bare man træner alle store muskelgrupper og i starten løfte tungere, opnår man mere kompakt og jævn muskelmasse og så har man hjulpet den generelle forbrænding godt på vej.

Sprint og brug alle muskler i hele kroppen

Er man ‘doven’ og vil udnytte tiden mere effektivt, så træn sprint!!! Jeg prøvede det for første gang for et par uger siden og dét er effektivt.
Opvarmning med lunteløb i 10-15 min. og så ml. 5-10 spints á ca. 100 meter (eller tæl til 20-25 mens du løber… en tælling hver gang dit ene ben går i jorden). Sprint de 100 meter så hurtigt du kan, brug armene til at drive dig frem og gi’ ALT du har i dig. BUM… gå tilbage til start og træk vejret dybt. Få helt styr på åndedrættet og sprint så igen. Hvor mange sprints tror du du kan tage? Jeg tog 7 første gang og kunne knapt lunte de 300 meter hjem jeg havde fra min skjulte sprintsti.
Dagen efter og en hel uge frem kunne jeg mærke ALLE muskler i kroppen. Ikke kun benene der var ømme helt nye steder, men især ryg og skuldre var også ramt – og nu modsiger jeg mig måske ift. min facebook ven, der var ødelagt dagen efter. Næh… jeg er vant til at træne, vant til at smide nye ting efter min krop og min krop er vant til at blive testet, så hvor nybegynderen måske bliver demotiveret ved FOR voldsom start, bliver jeg mega-motiveret. Sprint er sjovt og super-effektivt, meeeeen pas på, især hvis du er +40 og omkring normaltrænet. Det er en voldsom aktivitet, så god opvarmning og grundig stræk før sprints er super-vigtig 🙂

80/20 kost og motion

SÅ… hvem er du og hvor har du lyst til at starte med at bruge din krop? Når du ved hvad du har lyst til så start stille og HUSK så lige at hvis du vil motionere for at tabe vægt ,og ikke har tænkt dig at ændre din kost, så skal du bare vide at kosten er 75-80% af et vægttab, træningen de sidste 20-25%. Derfor er det også så ærgerligt at se dem, der okser løs på løbebåndet og ikke går ned i vægt. Den distance og de kalorier de kæmper på at forbrænde står slet ikke mål med det kosten giver kroppen at arbejde med. Og igen… det ser altså ikke ud som om de løber der fordi det er mega-sjovt…