Smør olie på indvendigt og slip for tør hud

Efter en down-periode er jeg nu tilbage på sporet. Lidt mere striks med kost og kulhydrater, og så har jeg undervurderet én super super vigtig ting. Fedt og især i form af olie.
Samtidig med at jeg har skruet kosten mere over i grøntsager, og ikke så meget mættet fedt, som helt i starten af min kostomlægning, så har jeg i min downperiode oplevet at jeg havde virkelig tør hud.
Og det irriterer mig at jeg ikke straks lagde to og to sammen, og fik øget mængden af mit fedtindtag.

Vi kan ikke se skoven for bare træer

Det siger nok meget om hvordan vi reagerer og agerer som mennesker i vores tid. I stedt for at finde de løsninger der ligger lige for (hvis man kender dem) så kigger vi udad og rundt omkring for at finde svar. Jeg forklarede mig selv at årsagen til at jeg var nødt til at bruge masser af fugtighedscreme efter bad, var at det var frost, koldt, og at dét tørrede huden ud.
Dét kan sagtens ha’ haft indflydelse, men så snart jeg lige skruede op for fedtet, forsvandt den tørre hud, jeg følte mig igen langt mere frisk, og jeg tror faktisk også jeg smed lidt vægt.

Power to the coffee… powerkaffen er tilbage

Én af de store gamechangere ift. at få mere fedt var min powerkaffe, som jeg stort set ikke har drukket i meget meget lang tid. Grunden til at jeg IKKE har drukket powerkaffe, var at de relativt mange kalorier der er i kaffen pga. både smør og kokosolie, jo brød den fastetilstand kroppen er i om morgenen, og dermed også stoppede autofagi, hvor kroppen rydder op og gør rent.
Det var som at genopdage alle powerkaffens gode virkninger, med øget energi og selvfølgelig at den tørre hud forsvandt. Udover powerkaffe, har jeg også skruet op for olivenolien, så min frokostsalat sejler nu i olie, og jeg er gået så vidt som fra tid til anden lige at tage et shot olivenolie.

The force is strong in this cup

Hvad så med den livsforlængende og gode autofagi?

I forhold til at jeg så fucker med autofagi, så er min plan at køre de fleste dage med ‘faste’ indtil middag hver dag, eller rettere med lavt kalorieindtag (kun kalorier fra powerkaffe og fiskeolie, som jo også indeholder kalorier og dermed også bryder en faste). Autofagi bliver så måske én til to gange ugentligt hvor jeg hopper fiskeolie og powerkaffe over om morgenen, og giver kroppen op til over 20 timer til at rydde op før jeg spiser. Når jeg så spiser skal der igen fokus på højt indtag af fedt.

Morgen-tv med modsætninger

Det er så simpelt og alligevel tænker vi som mennesker tit helt omvendt. Jeg så i morgen-tv et indslag med værterne fra det udmærkede program ‘Kan man spise sig rask’, hvor de snakkede om en kvinde der i mange år havde døjet med virkelig seriøse hudproblemer. Efter 12 uger på en kost med fokus på godt fedt og gode olier, var hun kommet over de svære lidelser. Der var to for mig skræmmende ting omkring dét indslag – dels at det kommer til at fremstå som et mirakel at man kan spise sig fra langt de fleste sygdomme, dels at de lige efter indslaget skifter til tv-kokken, der skal lave ‘sund’ vegetarmad, og frituresteger nogle dejpakker i noget helt forfærdelig dårligt olie.

Olier er ikke bare olier

En af værterne spørger direkte hvad for en olie man skal bruge til at fritere i og han svarer at det bare kan være en billig rapsolie eller en af dem der bare står fritureolie på. Olier er et kapitel for sig, men de fleste olier er rigtig dårlige for kroppen og måske en af de mest oversete årsager til både overvægt og dårligt helbred. For rigtig meget mad er forarbejdet med dårlige olier, hvilket igen er en af de vigtigste årsager til at spise ‘rent’, dvs. ikke noget der skal pakkes ud af noget indpakning.
Det viser også bare at man ikke bare er frelst så snart man tager sin veganer-hat på (hvordan sådan en så ser ud), men at man sagtens kan spise virkelig usundt som vegetar/veganer. Tag også bare alle de her veganske alternativer til alle mulige produkter, der ligesom deres ikke-veganske sidestykke også typisk er forarbejdet i dårlige olier, og med alle mulige andre kedelige tilsætningsstoffer. Så en go’ veganer skal altså også være på vagt.

Hvilke olier er dine snacks mm. forarbejdet med?

Selv olivenolie kan i tilfælde være blandet op med andre dårligere olier, så tjek at du bruger god, rigtig olivenolie, kokosolie og hampefrø-olie, og undgår de forarbejdede raps-, majs-, solsikke-, vindruekerne,- og sojaolier.
Rapsolie er den mindst dårlige af de forarbejde olier og har et relativt lavt indhold af omega 6, som de ‘dårlige’ olier har et alt for højt indhold af. I takt med at vores kvalitet af fødevarer er dalet til junk, har vi de sidste mange år fået alt for meget omega 6.

Budget, raffineret… umiddelbart ikke ord der burde få os til at fylde det på kroppen?

Hvilke olier tilsætter du din krop og hvad skal de gøre for dig?

Så prøv at holde øje med hvad du spiser i løbet af en uge, der indeholder eller er forarbejdet med dårlige olier, måske kan du bare med fokus på dét gøre en kæmpe forskel i din sundhed.
Og sundhed kommer indefra og ud. Så i stedet for at smøre mig med alle mulige cremer, som nok heller ikke altid indeholder de bedste ingredienser, så sørgede jeg for at smøre indefra. Ligesom kvinden der spiste sig fra sine hudlidelser og også kunne droppe de dyre cremer og for første gang i mange mange år leve et helt normalt liv.
Jeg tror det blev nævnt i en af de seneste podcast jeg har hørt, at det tager ca. 19 dage for kroppen at komme af med de dårlige forarbejde olier, hvorimod de gode med det samme bliver optaget og brugt til opbygning af celler…. blandt andet dejligt fede hudceller, fremfor døde tørre hudceller man prøver at revitalisere med creme.

Feeeeeeedt – go’ søndag 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *